Henrik Hansen foran sin kommende butik, Vestbyens Herretøj på Vejlevej 34, og butikkens egen parkeringsplads.

Henrik Hansen foran sin kommende butik, Vestbyens Herretøj på Vejlevej 34, og butikkens egen parkeringsplads.

Vestcentrets Herretøj flytter

Efter 25 år i vestbyens center rykker butikken over på den anden side af Vejlevej

Af
Peter Friis Autzen

"Synlighed. Mere synlighed," siger Henrik Hansen og hælder kaffe i sit krus.
Han sidder i baglokalet i sin butik, Vestcentrets Herretøj, og fortæller, at butikken snart flytter over på den anden side af Vejlevej. Over i nummer 34, mellem Aldi og Brændeovnsspecialisten.
"Vi har været glade for at være her i Vestcentret. Men derovre får vi en større synlighed. Og et butikslokale, der er lidt bedre, fordi det er mere firkantet og let at indrette. Det er også en lille smule større, og har andre udviklingsmuligheder," siger han og springer hen til sin computer.
"Er det ok, at jeg lige printer det her, mens vi snakker," siger han og antyder den travlhed, der i denne tid har bidt sig ekstra fast i den 48-årige butiksindehaver.
"Der er altid rigeligt at se til, når man driver butik. Men når man så ovenikøbet er i gang med at forberede en flytning, får man bare endnu mere travlt," siger han næsten undskyldende.

Nyt navn

Flytteplanerne er ikke helt nye. Henrik Hansen har i nogen tid overvejet at flytte.
"Nu er beslutningen modnet, og det helt rigtige lokale dukkede op," siger han.
Åbningsdatoen på den nye adresse er ikke helt fastlagt endnu.
"Men det bliver til august. I den forbindelse får vi også et nyt navn. I stedet for at hedde Vestcentrets Herretøj, skal vi fremover hedde Vestbyens Herretøj," siger Henrik Hansen og tilføjer:
"Men derudover laver vi faktisk ikke noget om. Vi vil stadig være den samme type butik - sådan lidt gammeldags eller klassisk og uden alt for meget moderæs og mærketøj. Kvalitet, stabilitet og personlig service: Dét er vores adelsmærker," siger han.

Indretning i gang

Håndværkerne er allerede godt i gang med at indrette de nye lokaler.
"Vi laver en kørestolsrampe og en lille kaffe-lounge, hvor folk kan sidde og få en tår kaffe, mens manden eller hustruen handler," siger Henrik Hansen og tilføjer, at butikken jo også sælger dametøj.
Han glæder sig.
"Vejlevej er Fredericias bedste strøg. Vestbyen udvikler sig utrolig meget. Reelt er vestbyen blevet Fredericias centrum, mens centrum er blevet til østbyen," siger han og griner, mens han hælder endnu en tår kaffe i kruset.

"Vi flytter - men laver ellers ikke rigtigt noget om."
Henrik Hansen
Vestcentrets Herretøj

Publiceret 03 July 2013 07:00