Først kunne fodboldklubberne ikke enes, nu er det politikerne

Problemerne i forbindelse med opførelse af det nye stadionprojekt Køge Park, som nu er løbet ind i nye forhalinger, har mange fædre.
Først var det Køge Boldklub og Herfølge Boldklub, der igennem mange år kæmpede om fodboldherredømmet i Køge, og da økonomien efterhånden skiftevis blev dårligere i de 2 klubber efter deres op og nedture i 1. division og i Superligaen, kunne politikerne holde et stort stadionprojekt og klubberne hen med et ønske om en sammenlægning, der desværre kom til at tage ganske mange år med flere forgæves forsøg på en fusion.
Da fusionen endelig kom, modnedes planen om det nyt stadionprojekt, der skulle ligge på det nuværende Køge Stadion.
Der var stor tiltro til, at politikerne nu ville stå fuldt og helt bag planen, men nu er der igen skabt usikkerhed om planens gennemførelse.
Klubfusionen HB Køge er nu en indarbejdet realitet og siden hen er Rishøj Boldklub ved at etablere sig, som divisionsklub, så nu er der endnu mere grund til at håbe på, at politikerne i det mindste står sammen om at få afprøvet de intensioner og den finansielle plan, der er præsenteret, som et privat-offentligt samarbejde.
Ikke kun for fodboldklubbernes skyld, men for alle foreningernes skyld, så man forener de gode elementer, der ligger for at skabe bedre forhold for mange foreninger, der bliver plads til på de nye stadion.
Lige som vi skal glæde os over, at region Sjælland har placeret det nye store hospital i Køge, vil et nyt stadion blive et stort aktiv for alle kommunens borgere og tiltrække andre store idrætsbegivenheder til byen.
Havde man været mere politisk beslutsom inden finanskrisen kom ind over os, så havde det givet været lettere at få finansieret et stadionprojekt, men de historiske facts umuliggjorde projektet. Nu er foreningerne klar.
De har opfyldt de politiske forventninger om en fusion, så nu må politikerne vise, at de lever op til forventningerne.
Nær-demokratiet melder klart ud. Køge Kommune, foreningerne og publikum har brug for det nye stadion, så tag nu de visionære briller på, og kom videre med projekt Køge Park. Nu har vi ventet længe nok, nu skal den politiske vilje stå sin prøve.

Publiceret 09 July 2013 09:00