Dronningen i 2012 ved ankomsten i Aabenraa med en buket efter sin smag: Farverig og i takt med årstiden. Arkivfoto

Dronningen i 2012 ved ankomsten i Aabenraa med en buket efter sin smag: Farverig og i takt med årstiden. Arkivfoto

Ulla leverer blomsterne - igen

Blomsterbinder Ulla Lykke Alnor fra Tråsbøl står for andet år i træk for kommunens blomsterhilsen til Dronningen

Af
Mette Henriksen

Der har været rigtig mange blomster i hænderne på blomsterbinder Ulla Lykke Alnor fra Tråsbøl i årenes løb. Og selvom glæden ved at arbejde med blomster nu har fulgt Ulla igennem 30 år, så har hun i den kommende tid en bestilling på blokken, som er noget ganske særligt.
Det er nemlig for andet år i træk, at hun har fået opgaven at lave den blomsterbuket, som en blomsterpige som repræsentant for Aabenraa Kommune overrækker til Dronning Margrethe, når hun sammen med prinsgemalen mandag, den 22. juli mellemlander i Aabenraa Havn, inden hun drager videre til sommeropholdet på Gråsten Slot.
"Jeg ved egentligt ikke, hvorfor kommunen igen har valgt mig til at lave buketten. Det har jeg ikke spurgt om. Jeg glæder mig bare over opgaven, for det er da en stor ære at stå for Dronningens buket," fortæller Ulla Lykke Alnor, som ikke er meget for at afsløre, hvilke blomster buketten kommer til at bestå af.
"Jeg har allerede nogle sorter i tankerne, men jeg ved ikke, om de kan fås. Så derfor beholder jeg det for mig selv. Men det bliver helt sikkert årstidens blomster og meget farverigt, for Dronningen elsker farver."
Selvom Ulla Lykke Alnor er beæret over, at hun igen kan levere årets royale sommerbuket, så lægger hun megen sjæl og kærlighed i alle de buketter, som hun binder for sine kunder.
"Der er ingen forskel, om det er Fru Hansen eller Dronningen, som skal have buketten. Den skal være flot, og så skal den glæde modtageren."

Publiceret 11 July 2013 14:00