Fra sidste års kulturnat. Foto: Ole Olsen og Fredericia Kommune.

Fra sidste års kulturnat. Foto: Ole Olsen og Fredericia Kommune.

Kulturnatten byder på en verden af oplevelser

Dette års kulturnat ser mod nye horisonter

”Mod nye horisonter” er titlen på kulturnatten i Fredericia i år, og det har planlægningsgruppen taget til sig. Hele verden bliver på det nærmeste hentet til byen, fredag den 30. august, når der endnu en gang er kulturnat i Fredericia.
”Kultur, idræt og fritid handler både om det, vi kender og er trygge ved og om det nye, så vi opdager, at der er flere muligheder og tilbud til os. Dette års kulturnat henvender sig både til dem, der gerne vil prøve kræfter med idræt og fysisk udfoldelse og til dem, der ser udfordringer i kulturlivet. Der er noget for enhver, og vi har sat alle sejl til. Det er meget heldigt, at trekantområdets kulturfestival foregår på samme tid som kulturnatten, for så er der ekstra meget at komme efter”, fortæller Kurt Halling, formand for Kultur- og Fritidsudvalget.
”Det bliver et festfyrværkeri af kulturelle tilbud”, fortæller eventmanager Martin Stockholm og fortsætter;
”Inspirationen til dette års kulturnat kommer fra hele verden. Den indre midtby, Gl. Havn og FredericiaC bliver inddraget i kulturnatten, og de forskellige dele af byen kommer til at fortælle deres egen fortælling”.

Vandet kommer til byen

Kulturnatten i Fredericia er en del af Kulturligt Festivalen, der kommer til at foregå i de seks kommuner i Trekantsområdet Danmark i uge 35. Temaet for Kulturligt Festivalen i Fredericia er ”Vandet kommer til byen – Byen kommer til vandet”
Vand er der masser af ved Fredericia. På kulturnatten bliver vandet hentet ind i byen. Rådhuspladsen bliver omdannet til en lækker strand. To sandskulptører laver to flotte installationer, du kan slappe af ved strandbaren eller deltage i de forskellige strandaktiviteter på pladsen.
Du kan også møde det danske grilllandshold, og fra kl. 16 underholder Sebastian Klein de små med sit fantastiske safarishow.
I Gothersgade bades facaden på Sydbank i PANI lys og på muren ved Tøjhuset, kan du se og høre vandet løbe. I springvandet vil Ungdommens Hus bygger et kunstværk af legoklodser.

Jorden rundt på 80 minutter

I bedste Jules Vernes stil skal man jorden rundt – i dette tilfælde den indre midtby – på 80 minutter. Udstyret med et pas skal man nå rundt (i midtbyen) til fem – seks geografiske og sanselige oplevelser i løbet af 80 minutter.
Væddemålet bliver indgået i London, overfor Ryes Plads, og så går turen til alle verdens hjørner.
I London vil du bl.a. kunne opleve Big Ben og Speakers Corner. I mellemøsten kan du høre musik, se kameler og måske en klappe-slange. I østen kan du prøve en rickshaw, se om du kan gætte, hvor lang den store elefant er og opleve østens farver og mystik.
Den nordlige ende af Gothersgade omdanner Fredericia Shopping til fjernøsten med spændende tilbud og japanske og kinesiske dekorationer i butikkerne. Følg den kinesiske mur til Danmarksgade men pas på dragen, der holder til i gaden.
I Prinsessegade, ved biblioteket og teatret, kommer du til den amerikanske vestkyst. Herefter er det tilbage til London, hvor passet skal stemples ud.

Fødevaremarked, sport og musik

Igen i år vil der på J.B. Nielsens Plads være et stort smags- og gourmetmarked med smagsprøver på det bedste fra Fredericia og den nærmeste omegn. Høgh og Laudrups berømte fodboldskole lægger også vejen forbi til kulturnatten og arrangerer en Premier League Cup på Wembley Street Stadium, ved Ryes Plads, som du kan tilmelde dig og dine kammerater. I Prinsessegade bliver der spillet streetbasket, ligesom du også kan prøve kræfter med Crossfit og en golfsimulator andre steder i byen.
På musikscenen i Danmarksgade kan du opleve Ironguard fra Ungdommens Hus, Burning Kenned fra Den Kreative Skole, Fredericia Concertband og Lyngs Odde Harmonikaklub.
Derud over har Lone Godskesen fra Den Kreative Skole samlet det største kor i Fredericia. Det 115 mands store kor består af sangere fra Lyngsoddekoret, Fredericiakoret, Taulov Kirkes Børne- og ungdomskor, Erritsø Kirkekor og Mandagskoret. De skal optræde til den store afslutning på FredericiaC sammen med Burning Kenned.

Vinfestival på FredericiaC

Fra Rådhuspladsen vil en rød løber vise vejen ned til FredericiaC. Her arrangerer FredericiaC en vinfestival, hvor lokale vinhandlere og producenter vil servere vin - både som vinsmagning, og som man kan købe og nyde på FredericiaC. Restaurant Oven Vande serverer gourmetoplevelser, der kan nydes til vinen i det store telt eller på spidsen af pieren med udsigt til det smukke Lillebælt. Der vil hele aftenen være underholdning med stemningsmusik, gourmetoplevelser og lysoplevelser. Børnene kan riste gourmet-snobrød og hjemmelavede skumfiduser over ildstederne, fange krabber i Lillebælt og lave perleplader til det kæmpe store væg-kunstværk i Grow Your City.

Festlig lysafslutning

Afslutningen på kulturnatten kommer til at stå i lysets tegn. Ilddansere danser ud fra Rådhuspladsen og gennem Gothersgade ned til FredericiaC. Her vil Burning Kenned og det 115 mands store kor synge tre sange og slutte af med Hey Jude som fællessang. Herefter vil 500 kinesiske lamper blive sendt ud over Lillebælt, hvis vejrforholdene tillader det.

Publiceret 21 July 2013 09:00