(Arkivfoto).

(Arkivfoto).

Mange sigtelser mod 25-årig knallertkører

KØGE: Politiet i Køge standsede fredag eftermiddag kl. 16.38 en knallert ført af en 25-årig mand fra Store-Heddinge. Politiet havde bemærket, at den 25-årige ikke brugte styrthjelm og medbragte en passager bagpå.
Det var imidlertid ikke de eneste forseelser der kunne tilskrives den unge mand.
Føreren blev nemlig også skønnet påvirket af spiritus, hvorfor han blev kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.
Politiet fik ligeledes knallerten indbragt til nærmere undersøgelse på et rullefelt, idet knallerten kunne køre hurtigere end tilladt.
Den 25-årige havde også undladt at tegne den lovpligtige ansvarsforsikring for knallerten, så han vil høre nærmere fra politiet med hensyn til de konkrete sigtelser, når knallerten er undersøgt for konstruktive ændringer, og analysen af den udtagne blodprøve er foretaget.
Passageren på knallerten – en 44-årig mand fra Køge – blev sigtet for at lade sig transportere på knallerten og vil få en bøde for den forseelse.
pm

Publiceret 22 July 2013 17:15