Haderslev - ørnenes by

Et fantastisk flot flyveshow fandt sted over Haderslev søndag eftermiddag. F 16-fly fra Skrydstrup var på vingerne, og i de nederste luflag boltrede måger, duer, svaler, sangfugle med flere sig. Men det mest fantastiske fandt sted i det mellemste luftlag.

I halvanden time fulgte jeg fire unge havørnes himmelleg. I glideflugt kom de ind fra Haderslev Fjord, fløj over domkirkens spir ud over Haderslev Dam til Hindemade, drejede derefter sydpå ned mod Hoptrup Sø for at vende tilbage og gentage luftturene, der blev gennemført lige så elegant som kampflyene over dem og mere majestætisk end småfuglene under dem.

Denne skønne sommerdag med en skyfri himmel og en temperatur på vores terrasse på 42 grader var en gavmild gave fra naturen - en gave med billet til at nyde naturen i selskab med nogle af luftens ypperligste flyvere - mere præcist svæveflyvere.

Havørne, Europas største rovfugl, har for alvor gjort deres indtog i Danmark efter tidligere at have være udryddet. Paradoksalt nok er det sket, efter at vi - især i Sønderjylland - har sagt "Farvel for evig, du tyske ørn!". De ørne, jeg så, var nemlig efterkommere af tyske ørne, der for nogle få år siden trodsede historien for selv at skrive historie. Nu er ørnene blevet danske. Unger sendes hvert år på vingerne fra omkring 50 danske reder, og i Haderslev Kommune er vi velsignet med mindst to.

Det gør Haderslev til Danmarks ørneby. Ingen dansk købstad kan opvise mage til flyveshow over købstad, domkirke, borgruin, skove, søer og vandløb.
Det er så smukt, at det er et slogan værd: Haderslev - ørnenes by.

Havkatten Calle

Publiceret 22 July 2013 00:36