Politikere med uld i mund!

Hvis vi skal tiltrække nye borgere i forbindelse med de enestående muligheder som super-sygehus, Køge Kyst, Skandinavisk Transport Center m.v. giver så skal vi kunne tilbyde dem en skole, familie og idrætspolitik, som giver dem lyst til at bosætte sig i Køge for ellers vælger de blot at bosætte sig i feks. Solrød eller Greve hvor ordentlige faciliteter prioriteres.  Med alt ære og respekt er Køge Kommune pt. ikke det sted, som står øverst på ønskelisten, hvilket vi skal have ændret!
Køge gør det flot på erhvervssiden og poster masser af penge ind i det erhvervspolitiske, men hvad hjælper det, hvis lønkronerne lander i andre kommuner hvor borgerne har bosat sig.
Der bliver flere og flere ældre i Køge Kommune og gennemsnitsalderen stiger. Vi formår ikke at tiltrække de unge mennesker, som fremadrettet skal betale for driften af kommunen.
Super-sygehuset giver os en fantastisk mulighed for at tiltrække de unge veluddannede og økonomisk velfunderede familier til Køge, som på sigt skal styrke økonomien, og sikre at Køge bliver et attraktiv sted at bo.
Her er Køge Park en vigtig faktor, og jeg anmoder alle om at parkerer følelserne, og forholde sig til faktum, og se denne mulighed i et større perspektiv, herunder at nedenstående sportsgrene dagligt vil få gavn af en Køge Park: 
Køge Volley - Spiller i en skolehal,
Køge Håndbold - Spiller forskellige steder - ingen af stederne giver mulighed for en 'god oplevelse',
Køge Basket - Spiller i Køge Hallen.
Køge Boldklub - Mangler omklædnings faciliteter.
HB Køge - Spiller på et stadion som skal opgraderes hvis Køge Park ikke realiseres.
Køge Bordtennis - Klubben stoppede pga. manglende faciliteter. 
Køge Cricket Klub, Køge Atletik, Køge Bueskytte laug, Bokseklub, kampsportklubber m.fl. mangler alle bedre faciliteter.
Stadion er blot en af mange ting - men bestemt et væsentligt element for det idrætspolitiske, som skal medvirke til at sætte vores kommune på landkortet. HB Køge skabte i sidste sæson "annonce værdi" i de 5 største danske medier for ikke mindre en 124 mio. kr. Prøv lige at forestil jer hvad det vil betyde for Køge når vi får gode faciliteter og dermed Håndbold, Volley mv. op på allerhøjeste niveau i Danmark, som vi har set det i bla. Herning og Viborg, som er sammenlignelige byer.
Jeg er led og ked af dagligt at skulle læse om ulovligt fældede træer, børnearbejde i ETK, forurenet drikkevand og alle de andre historier som jeg ikke behøver at trætte jer med, men som hele Danmark kender Køge for... Vi fortjener bedre, men det starter med os selv!
Stillingtagen til Køge Park kommer muligvis ubelejligt ift. kommunalvalget, men det ændre ikke ved, at vi som vælgere må forvente en klar melding og en stillingtagen til Køge Park, som naturligvis skal indgå i vores overvejelser når vi alle skal sætte vores kryds til november.
Det var bare lidt af det, der bør være med i bl.a. Venstre og Socialdemokraternes tanker... hvis der altså er andre end "prestige projektet Køge Kyst", som måske i virkeligheden er den største hindring for at Køge Park kan realiseres?
Spyt ulden ud af munden og lad os få en troværdig plan som partierne tør og kan forklare vælgerne, hvad enten svaret er JA eller NEJ?

Publiceret 26 July 2013 09:15