Hvor sjovt kan det være?

Benny Silvert, Skovåsen 27, 4060 Kr. Såby Hold da helt op, hvor jeg er træt af alle de hurtigtsnakkende telefonsælgere, der i tide og især utide ringer mig op med deres tilbud om noget ekstraordinært billigt skrammel. De starter med en hurtigsnak om, hvem de er og hvorfor samt for hvem. Som regel fatter jeg ikke en tøddel af deres orddiarre, så jeg må spørge: Taler de dansk? I så fald taler De så hurtigt, at jeg ikke fatter ét ord af Deres henvendelse. Er De venlig at affatte Dem i et langsomt udtalt og tydeligt talt dansk? Det får de fleste speedsnakkere lidt ned på jævnt dansk. Derefter kan jeg på min jævne midtsjællandske dialekt få at vide, hvad de har på hjerte. Som regel må jeg gøre dem opmærksom på, at de vistnok ikke LIGE har konfronteret Robinson-registret, før de ringede til mig. Dette register er jeg tilmeldt via kommunens borgerservice, hvilket gør, at jeg ikke skulle blive ringet op af diverse salgsivrige telefonitis-sælgere. Når jeg gør opmærksom på dette og beder om yderligere personlige oplysninger, er det som regel ikke mig, der først lægger røret på. Men hvor er det trættende, at skulle bede folk om at tale langsomt og tydeligt. Hvad er det for en kultur, vi er på vej ind i, hvor al sproglig formidling skal foregå i halvt udtalte ord og sprogligt dårligt formulerede sætninger? Er dansk sprog på vej ud? Og respekteres Robinson-registret ikke?

Publiceret 01 August 2013 10:00