Læserbrev:

Hospice i Fredericia - nu er muligheden der

Af
Af Bjørn Medom Nielsen

byrådskandidat (A)

LÆSERBREV Mange har fremført ønsket om et lokalt hospice i Fredericia. Jeg har selv, som socialudvalgsformand i sin tid sammen med en række borgere, været fortaler. Der har også været taget private initiativer for at igangsætte det konkrete arbejde med at oprette et Hospice Lillebælt. Ønsket er der, og nu er der en rigtig god mulighed at gøre ønske til virkelighed.
Fredericia Sygehus har rigtig mange ledige kvadratmeter der kan bruges når neddroslingen af dets aktiviteter sker i de nærmeste år. En af de aktiviteter der kan blive plads til, og som ikke udelukker andre aktiviteter, er et hospice. Bygningerne er indrettet til pleje og ophold, der er ikke endnu truffet nogen beslutninger om det fremtidige brug og Region Syddanmark har pt. et stående arbejdsudvalg man kan kontakte. Idéen ligger altså lige på den flade hånd og øverste etage mod Østerstrand, vil være et helt enestående sted.
Mine personlige erfaringer omkring hospice er vigtigt med et højt fagligt niveau, de rigtige fysiske rammer og respekten for den geografiske nærhed. Jeg tror det spiller en stor rolle for alle patienter og pårørende. Den geografiske nærhed betyder også at et hospice, med en placering direkte ved Lillebælt, giver mulighed for at begynde endnu et samarbejde med Middelfart. Den østlige del af Fyn er dækket; men vest for Odense er der intet tilbud. Samtidig skal det slås fast at ønsket om brug af hospice er en del af det frie sygehusvalg og derfor ikke udelukker brug af andre hospice.
Med et generelt behov for flere pladser end der pt. er på de ca. 20 hospice i hele Danmark, vil etableringen af et hospice, privat eller offentligt, være en forbedring for patienter i Danmark, og særligt for patienter omkring Lillebælt.

Publiceret 01 August 2013 11:00