Magnus Cort drøner over målstregen som vinder af 1. etape i Varde

Magnus Cort drøner over målstregen som vinder af 1. etape i Varde

SE BILLEDERNE:

Massiv tilskuerinteresse for cykelløb i Varde

Historisk afslutning på 1. etape fra Silkeborg til Varde, hvor tre danskere kører om dagens sejr, der tages af unge Magnus Cort Nielsen, Team Cult Energi. Udbrud holder fra start til mål trods modvind og jagt fra feltets store sprinterhold

Af
Kim Schou

Imponerende mange publikummer er med til at skabe en festlig ramme omkring starten af Post Danmark Rundt 2013 på Torvet i Silkeborg. Den gode stemning spreder sig til rytterne, som ikke lader sig gå på af en heftig regnbyge lige efter start. Seks ryttere stikker hurtigt af sted. Det er Pim Lighart fra Vacansoleil, Magnus Cort Nielsen fra Team Cult Energi, Nikola Aistrup fra Concordia Forsikring Riwal samt Magnus Kilsgaard, Jimmi Sørensen fra Team Post Danmark og Frederik Plesner fra Team Trefor. Efter 39 kilometer har de 3.15 min. ned til feltet.
De seks udbrydere fortsætter det gode samarbejde og kommer godt igennem det to kilometer lange grusstykke, der giver flere punkteringer og deler hovedfeltet i flere grupper, som dog hurtigt bliver samlet igen.
Efter 86 km er afstanden mellem udbrud og felt mindsket til 2.45 min. og efter 115 km til 1.45 min. Men i den lille by Fåborg tager feltet en eftermiddagslur, og udbrydernes forspring kommer igen op over to minutter. Det bliver dog et kort hvil, for ti kilometer senere er der igen 1.45 min. op til de seks i front.
Hovedfeltet med Belkin og Omega Pharma-Quick Step som trækdyr – det har de faktisk været på hele etapen – æder sig målrettet ind på dagens udbrydere. Med 20 km igen slutter Garmin Sharp og Team Saxo-Tinkoff sig til jagten, og det var forventet, at udbrydernes udflugt ville slutte kort efter.
Men sådan bliver det ikke. Da udbryderne rammer rundstrækningen i Varde, hvor der er rigtig mange heppende publikummer, angriber Lars Bak, Lotto Belisol, fra hovedfeltet. I front stikker Nikola Aistrup, Concordia Forsikring Riwal, fra sin gruppe. Lars Bak sætter turbo på motoren, kommer hurtigt op til resterne af frontgruppen, tager en puster og angriber igen. Magnus Cort Nielsen, Team Cult Energi, læser Lars Baks tanker og kører med, og de to når på sidste omgang op til Nicola Eistrup. Lars Bak fører, fører og fører, men det koster, for kræfterne rækker ikke til den endelige spurt, der vindes af Magnus Cort Nielsen foran Nicola Eistrup og Lars Bak.
Det betyder, at Magnus Cort Nielsen fører Post Danmark Rundt og derfor kører i løbets gule førertrøje på 2. etape fra Ribe til Sønderborg i morgen. Faktisk er det den helt store sejrsdag for Cort, for han fører også Skodas Ungdomskonkurrence. Det er den rytter, der ligger på andenpladsen i Ungdomskonkurrencen, som kører i ungdomstrøjen i morgen, da Magnus Cort Nielsen kører i gult.
Telmores Bakkekonkurrence føres nu af Frederik Plesner, Team Trefor, mens Nicola Eistrup, Concordia Forsikring Riwal, er i spidsen for Changing Diabetes Pointkonkurrence. Europcars Fighterkonkurrence vindes af Jimmi Sørensen, Team Post Danmark. Danas Holdkonkurrence føres af Lotto Belisol.

Opdateres med stort billedgalleri...

Det samlede felt i Storegade

Det samlede felt i Storegade

Dagens vinder, Magnus Cort Nielsen

Dagens vinder, Magnus Cort Nielsen

Publiceret 01 August 2013 11:00