HB Køges bestyrelsesformand Henrik N. Andersen - der her ses foran en skitse af det om muligt kommende Køge Ny Stadion - glæder sig over den debat der er kommet omkring Køge Park projektet. (Arkivfoto: JCJ).

HB Køges bestyrelsesformand Henrik N. Andersen - der her ses foran en skitse af det om muligt kommende Køge Ny Stadion - glæder sig over den debat der er kommet omkring Køge Park projektet. (Arkivfoto: JCJ).

Brug for afklaring om Køge Park

Den manglende afklaring omkring Køge Park koster sponsoropbakning og hæmmer mulighederne for at komme i Superligaen, siger HB Køges bestyrelsesformand, Henrik N. Andersen.

Af
Martin Rasmussen

FODBOLD: Hvis beslutningen om Køge Park-projektet blev skudt til politisk hjørnespark før sommerferien, så må man sige, at HB Køges bestyrelsesformand, Henrik N. Andersen i den grad fik afviklet dødboldsituationen i sidste uge med sin klare opfordring til politikerne om at tage stilling til det vigtige projekt for både elite- og breddeidrætten i Køge Kommune.
Flere partier har kritiseret ham for den markante opsang, men Henrik N. Andersen forklarer, at det for HB Køge handler om at få klarhed over mulighederne for et Køge Park-projekt, som der er talt om i mange år, men hvor det stadig er vanskeligt at have en fornemmelse af den politiske opbakning. Imens har HB Køge kunnet se eksempelvis konkurrenter som FC Vestjælland overhale inden om med flotte nye stadionfaciliteter i Slagelse.
- Jeg har ikke fortrudt det ét sekund, og jeg er meget glad for den debat, der er opstået. Det bekræfter i den grad, at der er behov for oplysning om projektet, siger Henrik N. Andersen om reaktionerne.
Han forklarer, at de begrænsede faciliteter på SEAS-NVE Park i Herfølge helt konkret koster sponsoropbakning, og at man ikke mindst derfor har brug for en afklaring omkring Køge Park af hensyn til sin planlægning.
- Vi beder bare om en stillingtagen til Køge Park-projektet fra politisk side. Det hæmmer mulighederne for at udvikle økonomien og komme i Superligaen, at vi har så dårlige faciliteter. Vi har en konkret udfordring i, at vi på otte måneder er vokset fra 160 til 240 sponsorer, og vi kan fysisk ikke være der mere. Vi sidder som sild i en tønde, og vi oplever, at nogle sponsorer ikke ønsker at komme på stadion, siger han om den problematiske situation.

Publiceret 02 August 2013 08:45