Hjertestarteren er placeret i vindfanget ved politigården på Gammelting. Den er således tilgængelig altid. Foto: Peter Rasmussen

Hjertestarteren er placeret i vindfanget ved politigården på Gammelting. Den er således tilgængelig altid. Foto: Peter Rasmussen

Få hjertet startet hos politiet

Med støtte fra TRYG Fonden, har politiet i Haderslev kunnet opsætte en hjertestarter ved politistationen på Gammelting

Af
Peter Rasmussen

Fremover kan borgerne færdes trygt ved Haderslev Politi, der netop har modtaget en hjertestarter fra TrygFonden. Hjertestarteren, som er en lille boks på væggen, er placeret i vindfanget ved hovedindgangen til Politistationen, hvor den er tilgængelig hele døgnet.
Hvert år bliver 3.500 mennesker i Danmark ramt af hjertestop uden for hospitalerne. Kun ca. 10 procent overlever. De minutter, der går, fra et menneske falder om med hjertestop, til ambulancen kommer, er de mest kritiske, og den mest effektive behandling mod hjertestop er et elektrisk stød til hjertet.
Derfor har Haderslev Politi søgt om og netop modtaget en hjertestarter fra TrygFonden. Med hjertestarteren fulgte et kursus, hvor ansatte hos Haderslev Politi er blevet uddannet i hjertelungeredning, og i hvordan man bruger hjertestarteren.
“Donationen af hjertestarteren til Haderslev Politi er en del af TrygFondens indsats for at forbedre danskernes adgang og kendskab til hjertestartere. De nyeste tal fra Dansk Hjertestopregister viser, at 44 procent af dem, som falder om med hjertestop, får hjertelungeredning af vidner, før ambulancen ankommer. Men det er kun i meget få tilfælde, at vidner anvender en hjertestarter,” siger Grethe Thomas, projektchef for TrygFonden Akutindsatser.
“Den mest effektive behandling ved hjertestop er stød med en hjertestarter. Derfor er det vigtigt, at hjertestarterne bliver hængt op over hele landet, så der er størst mulig chance for, at der er en i nærheden, når der sker hjertestop. Når man ringer 1-1-2 er det sundhedsfaglige personale klar til at guide den pårørende igennem forløbet, så danskerne skal ikke være bange for at bruge hjertestarterne,” siger hun.

Kan ikke bruges forkert

Hos TrygFonden oplever man en stigende interesse for hjertestarterne, fordi mange foreninger, klubber og offentlige institutioner har fået øjnene op for den tryghed, som hjertestarterne giver.
Hjertestarteren kan ikke betjenes forkert, og man må derfor aldrig tøve med at tage den i brug. Det er altid bedre at gøre noget end at forholde sig passivt, selvom det er en uvant situation, man pludselig befinder sig i. Når hjertestarteren tændes, guider en stemme brugeren gennem alle trin, og der afgives kun stød, hvis hjertet ikke slår korrekt. Man behøver dermed ikke forhåndskendskab til hjertestarteren.
“Vores nye hjertestarter er ligeledes oprettet i registeret, så man ledes til den ved opkald til 112 om hjertestop,” fortæller Lars Hedegaard fra Syd- og Sønderjyllands Politi i Haderslev.




Find hjertestarteren på mobilen
TrygFonden har udviklet applikationen ”TrygFonden Hjertestart”, som gør det nemt at se, hvor der hænger hjertestartere. Med applikationen kan man også lære om hjertelungeredning samt brugen af hjertestarter, og endeligt kan man læse, hvor man kan få relevant information om køb og ophængning af hjertestartere, samt hvordan man registrerer sin hjertestarter på hjertestarter.dk.
Applikationen kan downloades gratis til iPhone og Android.

Publiceret 11 August 2013 07:00