I år er det 25. gang Haderslev Kommune kører kampagne for de nye små trafikanter.

I år er det 25. gang Haderslev Kommune kører kampagne for de nye små trafikanter.

Kampagne fejrer fødselsdag

I år er det 25. gang, at de små nye trafikanter bliver hjulpet sikkert på vej til skole med farvestrålende kasketter og hjælp fra politiet

Haderslev Kommune deltog i sin første skolestartskampagne i 1989. Dengang fik børnene kasketter, der var røde, gule og grønne, og der var plakater til at minde bilisterne om, at de skulle passe på de nye skolebørn i trafikken.
I dag får forældre ved børnenes skolestart stadig et brev med vejledning om sikre skoleveje og træning i trafikken. Børnene får kasketter, og der er plakater langs vejene og til at hænge op. Det har været sådan siden den første kampagne i 1989. Fremover skal trafiksikkerheden forbedres endnu mere. Det kræver nye metoder, især overfor børn og unge.
"En metode kunne være at udvikle en app til smartphones, hvor man træner skolevejen. Man får for eksempel sin rute til skolen ind via en app, og når man kommer til et kryds, kan man så via app'en få gode råd til, hvordan man bedst og mest sikkert kommer gennem netop dette kryds," siger formand for Trafiksikkerhedsgruppen i Haderslev Kommune, Sonja Svendsen.

De 10 farligste år i trafikken

Der er stadig en udfordring i forhold til de unge trafikanter. De ti farligste år i trafikken er fra de unge er 15-25. Det er her, de smider cykelhjelmen, de begynder at køre på knallert og senere i bil. Derfor er det vigtigt at fortsætte undervisning i trafiksikkerhed i de ældste klasser i folkeskolen.
"Vi vil gerne starte et samarbejde med SSP-konsulenterne omkring trafiksikkerhed. SSP holder foredrag om alkohol, stoffer og vold, som bekymrer forældre meget, men det er faktisk trafikken, der er den farligste faktor," fortæller Sonja Svendsen.

Godt samarbejde om trafiksikkerhed

Efter kommunalreformen har Kredsrådet i Syd- og Sønderjylland nedsat en gruppe med politiet og kommunerne for at øge samarbejdet og holde fokus på indsatser med unge. Det fungerer godt og har været medvirkende til, at trafikanterne oplever en koordineret indsats over hele Syd og Sønderjylland.Samarbejde på tværs af kommunegrænser og på tværs internt i kommune er helt afgørende for, at færre kommer til skade i trafikken.
I 2012 nåede Haderslev Kommune den seneste målsætning om at reducere antallet af trafikdræbte og skadede med 40 % siden 2005. Der er netop kommet en ny national målsætning for arbejdet med trafiksikkerhed. I Haderslev kommune er der ved at blive udarbejdet en ny handlingsplan, der skal leve op til disse mål. Det betyder, at vi inden år 2020 skal under 24 dræbte og kvæstede i kommunen.

Publiceret 11 August 2013 08:15