KulturCamp for børn mellem 11 og 14 år

Vejle Bibliotekerne og Xeneriet arrangerer igen i år KulturCamp for børn og unge mellem 10 og 14 år.
KulturCampen finder sted i uge 32, og efter tre intensive dage, hvor de medvirkende kommer igennem alle aspekter af teaterproduktion, afsluttes med tre forestillinger, som i år har titlen ”Fortællinger om vand”.
Forestillingen bliver en kombination af små historier, fortalt gennem teater og lyd.
Og netop kombinationen af flere elementer; Musik, teater, lys og lyd, skaber et stærkt udtryk og giver de medvirkende mulighed for virkelig at prøve kræfter med sig selv og de forskellige stilarter.
KulturCampen ledes af musiker Kristian Enevoldsen og totalinstruktør Louise Nissen, som også var instruktør på sidste års forestilling.
Alle børn og unge i Vejle Kommune har kunnet tilmelde sig produktionen, hvor eneste adgangskrav er at have lyst til og interesse for teater og musik.
KulturCampen er en del af Vejle Kommunes sommertilbud for børn og unge, og er igen i år et samarbejde mellem Vejle Bibliotekerne og Xeneriet.
”Det er dejligt at opleve modige børn og voksne, som tør krydse stilarter og udtryk, således at det bliver eksperimenterende. Xeneriet og Vejle Bibliotekerne kan være stolte af samarbejdet, som skaber helt unik merværdi – for, med og af børn og unge,” siger Kulturudvalgsformand Dan Arnløv Jørgensen.
Undervisning og forestillinger foregår i Xeneriets teatersal i Spinderihallerne.
Xeneriet er Vejle Kommunes børneteatereksperimentarium og teaterskole, som udbyder teaterhold for børn i alle aldre i Vejle og centerbyerne. Se mere på xeneriet.vejle.dk

Publiceret 11 August 2013 06:00