Poul Erik Jensen er efter denne valgperiode færdig med lokalpolitik i Kolding.

Poul Erik Jensen er efter denne valgperiode færdig med lokalpolitik i Kolding.

S-kandidat trækker sig

Socialdemokraternes Poul Erik Jensen genopstiller ikke ved kommunalvalget i november. Jobbet som journalist og byrådspolitiker er ikke længere foreneligt.

Det socialdemokratiske byrådsmedlem Poul Erik Jensen har meddelt sit parti, at han alligevel ikke står til rådighed ved valget i november. Beslutningen er truffet som en følge af jobbet som journalist ved DR.
"Det er en meget beklagelig situation. Jeg har været utrolig glad for, at arbejde med kommunalpolitik – først i Vamdrup og siden kommunesammenlægningen i Kolding Kommune. Lokalpolitik er vedkommende og betyder faktisk noget for de mennesker der bor i kommunen", siger Poul Erik Jensen.
Det er en erfaren politiker, der nu må trække sig. Poul Erik Jensen har været medlem af Vamdrup Byråd siden 1990 og i en periode var han viceborgmester. Siden kommunesammenlægningen i 2007 har han været medlem af Kolding Byråd.
"Medlemmerne stemte Poul Erik Jensen ind som en klar nummer to på opstillingslisten til kommunalvalget den 19. november. Derfor er det et stort tab for både de socialdemokratiske medlemmer og ikke mindst for borgerne i hele kommunen siger Bjørn Laursen, der er formand for Socialdemokraterne i Kolding Kommune.
Poul Erik Jensen fortsætter sit politiske arbejde denne byrådsperiode ud og stopper således ved årsskiftet.

Publiceret 28 August 2013 09:00