Fokeskolelærerne skal til at undervise mere fra næste skoleår. Her er det elever fra Vor Frue Skole. (Foto: Erling J.)

Fokeskolelærerne skal til at undervise mere fra næste skoleår. Her er det elever fra Vor Frue Skole. (Foto: Erling J.)

Peter Madsen beroliger:

Lærere skal arbejde 37 timer

Af
Anette Gundlach

Lærerne kan tage det helt roligt, de skal arbejde 37 timer om ugen ligesom alle andre, siger Venstremand og næstformand i Skole- Børneudvalget Peter Madsen. Det sker efter, at det kom frem i Roskilde Avis, at Det Radikale Venstre, Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti i Skole- og Børneudvalget er enige om, at lærerne i Roskildes skoler skal have 40 timer ekstra om året, når Folkeskole-reformen gennemføres i praksis efter dette skoleår. - Hele udvalget er enigt om, at lærerne skal bruge flere timer på at undervise, end de gør i dag, men de skal ikke arbejde mere, de skal undervise mere, siger Peter Madsen. Han forklarer, at antallet af øgede timer kommer helt an på den enkelte lærer og hvad denne underviser i. - Der er selvfølgelig stor forskel på hvor meget forberedelse, det enkelte fag kræver, siger politikeren. Han pointerer, at fordelingen af timer først og fremmest skal foregå ved dialog mellem skoleleder og lærer.

Ude af udvalgs hænder

Hvordan det kommer til at gå med fordelingen af lærernes timer og den nye skolereform er ude af Skole- og Børneudvalgets regi. Det er til stor irritation for Peter Madsen, der mener, at den sag hører hjemme i hans udvalg, hvor eksperterne på dette område sidder. Et flertal i byrådet besluttede før sommerferien, at der skal nedsættes en taskforce, der skal tage sig af denne sag. Taskforcen har sit første halvdagsseminar på mandag. Det er et samarbejde mellem velfærdsdirektør Yvonne Barnholdt, skolechef Lars Hansen, personalechef Anna Gantris, enkelte skoleledere og Roskilde Lærerforening. ag@roskildeavis.dk

Publiceret 28 August 2013 08:00