Kvinde med røde læber. Foto: Ina Bjerregaard

Kvinde med røde læber. Foto: Ina Bjerregaard

Jeg elsker at have behov for at male

Som ung tegnede hun altid fint og korrekt. Nu er hun glad for at have fundet sit udtryk og skille sig ud. Ljudmila Vodopic udstiller på Det Bruunske Pakhus

Af
Af Ina Bjerregaard

På Vejlemuseerne vises en udstilling, hvor man stiller spørgsmålet, hvorvidt kvinder kan skabe kunst af kvalitet. Selvfølgelig kan de det, mener man hos museet, og det sætter man fokus på gennem en stor udstilling.
Vejle er også leveringsdygtig i en nutidig, kvindelig kunstner, nemlig Ljudmila Vodopic. Hun udstiller netop nu i Fredericia.
Hun er, som navnet antyder, ikke født i Danmark. Hun er fra Bosnien og kom til landet i 1993 som flygtning. Hun er uddannet journalist og har afgangseksamen fra Kunstskolen, Grafisk linie i Sarajevo. Derudover har hun taget diverse kurser.
Og så har hun fordybet sig i kunsten.

Teknisk korrekt

"Da jeg var ung tegnede jeg meget fint, det skulle være perfekt, og det var meget teknisk korrekt.
Så begyndte jeg at åbne mig mere op, blev mere fri. Det betød meget for mig at komme til Danmark rent kunstnerisk", fortæller Ljudmila. Hun bliver inspireret af mange ting men især af anden kunst, fotos og mennesker, som hun ser på sin vej. Og netop mennesker synes hun, er meget brugbare, men hun inspireres også af noget, hun ikke kan forklare.
"Jeg ved ikke, hvad jeg skal kalde det. Og jeg håber da, jeg ikke bliver skør til sidst. Men jeg føler, det ikke kun er mig, der maler. Det er mig og noget andet. En forbindelse til noget."
Ljudmila Vodopic taler ikke højt. Snarere lavt, men insisterende. Lokalavisen Weekend har besøgt hende i atelieret i Grejsdalen. Det er morgen. Solen står ind ad vinduet, men uden at tilføre ret meget varme. På den lille ghetto-blaster synger Billie Holiday.
"Jeg hører næsten altid musik," fortæller Ljudmila Vodopic. At hun hører Billie Holiday, er kunstneren Bjarne Svenssons skyld, De to delte atelier nede ved banegården i sin tid. Det var før hun rykkede til Grejsdalen. Og før hun tabte lysten til at male.
"Det var efter en hektisk periode. Jeg mistede helt fornøjelsen ved at male. For det var pludselig mere arbejde og ikke så meget kunst," fortæller Ljudmila Vodopic.

Ljudmila Vodopic i sit tidligere atelier. Foto: Privat.

Ljudmila Vodopic i sit tidligere atelier. Foto: Privat.

I gang aften og nat

Derfor ryddede hun kalenderen, og tog sig en pause. Nu er hun tilbage og maler igen af lyst. Og nogen gange bliver det om aftenen.
"Indimellem, når jeg ligger i min seng og er ved at falde i søvn, så kommer der billeder til mig. Ideer. Og jeg kan være meget sikker og bevidst om dem. Og sige til mig selv, det er noget, jeg skal huske i morgen. Men for at fange dem rigtigt, billederne, så skal man ud af sengen. Og det er ikke altid lige praktisk. Men indimellem er der bare noget, jeg er NØDT til at male. Og så maler jeg om aftenen," siger Ljudmila, der erkender, at det ikke altid er lige praktisk, når man har mand og børn.
"Kunst er det, der giver mening for mig, og jeg elsker at have behov for at male. Jeg kan have svært ved at fokusere på andet, for jeg har bare det her behov for at male. Og kunst kan være svært at kombinere med at være kvinde og mor. For det er svært at give slip på kunsten og gå hjem fra atelieret til virkeligheden, for kunsten er jo ikke noget, der forsvinder, bare fordi, jeg lægger penslen. Trangen er der stadig," siger Ljudmila og beretter om kunstner-kolleger, der bevidst undgår at komme i den skabende tilstand, fordi de ikke har tid.
"Kunst kræver meget. Det kræver det hele dig."

Der bliver brugt mange redskaber, når et maleri bliver til. Foto: Ina Bjerregaard

Der bliver brugt mange redskaber, når et maleri bliver til. Foto: Ina Bjerregaard

Har ikke lyst til mad

Eksempelvis kan Ljudmila, når hun maler, godt mærke, hun er sulten.
"Men jeg har ikke lyst til at spise, for jeg har ikke lyst til at forlade den specielle tilstand. Alt det udenoms bliver spild af tid. Så det er hårdt. Derfor er der et stort behov for at sove. Så dem, der tror, det at male er noget med at gå og nusse med sine pensler, de tager grueligt fejl" fortæller Ljudmila.
Hun tænker meget på farver i sine malerier, men hun planlæger ikke.
"Kunsten er for mig meget ubevidst, jeg prøver at se, hvordan de mennesker, jeg maler, forstår sig selv. Mennesker kan ikke forklares. Så mine billeder bliver ofte en forklaring på en tilstand. Derfor beskriver mine billeder heller ikke, ikke hvordan folk ser ud, det er den tilstand, de er i. Deres energi og reaktion, og det kan være både smertefuldt og smukt," siger Ljudmila.
At hun blev uddannet journalist er hendes forældres skyld.
"Jeg vidste godt, jeg ikke skulle være reporter, for jeg var god til at tegne. Jeg tegnede meget og var SÅ klar til at gå på akademiet, men mine forældre sagde, at jeg altid kunne tegne, så jeg skulle have en uddannelse. Det synes jeg var hårdt."

Portræt af kunstneren. Foto: Ina Bjerregaard

Portræt af kunstneren. Foto: Ina Bjerregaard

Gode råd til kunstnerspirer

Hendes råd til andre med maler-drømme er, at det er vigtig at blive skolet. Men også at have sig for øje, at der ikke er noget rigtigt eller forkert. Derfor skal man holde fast i sig selv. Skabe det, man har brug for at skabe. Og tro på sig selv.
"Jeg fortryder meget, at jeg ikke troede mere på mig selv, da jeg var yngre. I hvert fald ikke så meget som nu," siger Ljudmila.
Andre tror også på hende. Så meget at hun har udstillet mange steder i verden og udpeget som en af de kunstnere, der er hastigt på vej op.
"Jamen er man kunstner eller ikke kunstner? Man skal være ærlig i sin kunst. Grave i sig selv, ikke kun vise overflade. Og så vide, at nogen gange lykkes et billede og andre gange lykkes de bare ikke. Kunst har givet mig en vej og en måde at udtrykke mig, og det er en stor gave, for i kunsten finder jeg mig selv," slutter Ljudmila Vodopic
Ljudmila Vodopic havde fernisering i Det Bruunske Pakhus i Fredericia den 29. september.

Ufærdigt maleri. Foto: Ina Bjerregaard

Ufærdigt maleri. Foto: Ina Bjerregaard

Publiceret 30 August 2013 12:00