(Colourbox).

(Colourbox).

Lær at spille bridge på en weekend

Unikt tilbud til alle i område Østsjælland.

KORTSPIL: ”Spil ikke sur, spil bridge” er et af bridgens slogans, hvilket egentlig siger mere om hvad bridge er, end hvad de fleste tror.
Selvfølgelig er bridge et spil, og for mange et spil for livet, men bridgen er også et inspirerende og givtigt samlingspunkt for mennesker i forskellige aldre og fra forskellige samfundsgrupper.
Når man spiller organiseret bridge, sker det i klubber, hvor man mødes under hyggelige og nogle gange selskabelige former, og hvor man sammen med sin makker løbende prøver sine bridgeevner af.
Nogle ”bridgere” har fået spillet ind med modermælken, idet forældrene har været bridgespillere, og nogle har lært det ædle spil på en uddannelsesanstalt, og andre igen, de fleste, har lært bridge i en voksen alder.
Alle kan lære bridge, og det er aldrig for sent at lære spillet, enten ved venner og bekendtes tålmodige oplæring, eller ved deltagelse af bridgeklubbernes organiserede vinterundervisning.
I Østsjællands Bridgecenter på Tigervej i Køge har man besluttet at forsøge at lære alle interesserede bridge på en helt ny måde, nemlig "Bridge på en weekend".
Undervisningen starter lørdag morgen med begrænset teori, hvor grundreglerne ridses op, hvorefter alle får kort mellem hænderne, og hvor alle så begynder at spille bridge efter kyndig vejledning. Dagen slutter sidst på eftermiddagen, men spillet genoptages søndag morgen.
I løbet af søndagen, der former sig som meget lidt teori, og meget praktisk spil, vil man komme igennem alle de regler og teknikker der er nødvendige for at kunne deltage i en klubaften i en bridgeklub, og endda have mulighed for at gøre sig gældende i en begynderrække.
Selve weekend kurset vil være gratis, og der vil være lettere forplejning både lørdag og søndag, og drikkevarer kan købes til attraktive priser.
Efter endt weekend kan man vælge at fortsætte som medlem af klubben, hvor der i sæsonen spilles både eftermiddage og aften.
- Østsjællands Bridgecenter lover at gøre sit yderste for at finde det eller de hold der passer bedst til den enkelte spillers ønsker og muligheder. Benyt chancen for at opleve en spændende weekend, og tøv ikke med tilmelding og da der er begrænset pladse vil det være efter princippet, først til mølle, siger Bo Ulrich Munch fra Østsjællands Bridgecenter.
De meget interesserede har desuden mulighed for at investere i en undervisnings CD der gør det muligt efterfølgende at træne på egen PC. Ved ekstraordinær stor tilmelding vil der blive etableret en ekstra kursus-weekend.
Yderligere oplysninger vil kunne fås ved at kontakte Bo Ulrik Munch på tlf. 5665 8054.
pm

Publiceret 01 September 2013 16:30