Thaiboksning handler om respekt og ydmyghed

Nyt juniorhold starter op i Fightsport Køge

Af
Per Møller

KAMPSPORT: Fightsport Køge, der har til huse på Tigervej 12 i Køge, starter onsdag den 4. september kl. 16.00 et nyt juniorhold op i Thai boksning - Muay Thai.
- Der bliver tale om et særligt hold for 10-15 årige piger og drenge og det kommer til at ligge på hverdagene to gange om ugen af en times varighed. I opstarten mandag og onsdag kl. 16.00-17.00. Men vil når vi får udvidet vores faciliteter i den nærmeste fremtid komme til at ligge tættere på de andre Thaihold og tiderne bliver, som det ser ud nu, rykket til lidt senere på dagen mandag og torsdag. Det er vigtigt at juniorholdet ser seniorholdet træne, så de med tiden kan træne med dem også, siger Peter Riddervold fra Fightsport Køge.
Klubben har til sæsonen tilknyttet en dygtig og engageret træner, Kasper Winther Ambus fra en af de helt store Thai klubber i Danmark, Mikenta - hvor han netop har haft juniorerne som sin store interesse.
- På juniorholdet koncentrere vi os meget om at udvikle de unge fysisk og mentalt igennem træning af kondition, styrke og bevægelse i samarbejde med hinanden, fortæller Kasper Winther Ambus.
Når de unge har opøvet en solid kondition, styrke og selvtillid til grundøvelserne der indgår på holdet - og desuden er bekendt med værdierne for thaiboksning, som omhandler respekt og ydmyghed overfor sig selv og andre - så går træningen videre til at fokusere endnu mere på det tekniske, mere avancerede thaibokseteknikker, løbetræning og clinchtræning.
- Alle niveauer træner sammen i Fightsport Køge og derfor så lærer de unge på holdet hurtigt at give videre af det som de allerede kan, hvilket også er en del af normen indenfor thaiboksning. Her læres der fra sig og læres der til sig hvor der er mulighed for det. Vi er en samling af forskellige instruktører der supplere hinanden godt. Med en god blanding af praktisk og pædagogisk viden tilrettelægger og styrer vi holdende på en sjov og samtidig krævende måde for de unge, oplyser Kasper Winther Ambus.
Fightsport Køge fokuserer meget på fællesskabet og arrangerer derfor også sociale tiltag for de unge. Det sker også i samarbejde med andre klubber og foreninger i form af camps og fælles træningsdage hvor man, udover at dyrke thaiboksning, prøver andre aktiviteter af.
- Vi kræver ikke at du har tidligere kendskab til kampsport for at deltage, slutter Kasper Winther Ambus.
Læs mere om Fightsport Køge på www.fightsportkoege.dk.

Publiceret 01 September 2013 14:00