De gjorde det. Esbjerg har fortsat landets bedste speedwayhold.

De gjorde det. Esbjerg har fortsat landets bedste speedwayhold.

ESBJERG I GULDBILLEDER 2:

Dramatisk finale på Korskroen

Det blev alt det, vi havde håbet, da Esbjerg Motorsport i aftes genvandt DM guldet.

Af
Rune Weitling

Yeeeeeees!!!!
Den ellers altid en anelse mumlende holdleder Ib Pedersen havde ingen problemer med at brøle sin glæde ud sent onsdag aften i ryttergården, da Esbjerg Motorsport havde genvundet det danske mesterskab efter en dramatisk og intens Dansk Metal Superfinale. Dermed kan vestjyderne fortsat kalde sig Danmarks bedste speedway-hold.
"Det er helt fantastisk, at vi vinder igen. Vi har været det bedste hold over hele sæsonen. Det er altid sværere at vinde anden gang. Især fordi vi har ændret lidt på holdet i forhold til sidste år," lød det fra Ib Pedersen, der så ud til at være lige så lettet, som han var glad.
Den sympatiske holdleder havde nemlig inden finalens start røbet over for publikum, at han havde kæmpet en anelse med nerverne inden finaleopgøret.
"Jeg måtte drikke tre-fire øl for at falde i søvn i aftes," lød det kontant fra Ib Pedersen, der til finalen stillede med et rent dansk hold.
I spidsen for det var Kongen af Korskroen, Niels-Kristian Iversen, og han satte alle, inklusiv den tredobbelte verdensmester Nicki Pedersen, på plads i finalen. Der er bare ingen over eller ved siden af Puk, når han vrider i håndtaget på sin hjemmebane.

Dramatisk finale

Selv om Esbjerg kørte ind til finalen med det bedste udgangspunkt som vinder af grundserien, så var det Holsted, der lagde bedst fra land i finalen. Stille og roligt begyndte de forsvarende danske mestre dog at finde takterne og lægge afstand til bunden.
"Vi havde nok et lidt for højt blodtryk i de første heat, men så finder vi melodien. Niels-Kristian Iversen og Mikkel Bech gik virkelig forrest," sagde Ib Pedersen.
Mens hjemmeholdet kun for en kort stund gjorde det ret så spændende om guldet, så gik det anderledes intenst for sig i kampen om sølvmedaljerne. Dem så Holsted midtvejs i finalen ud til at sætte sig på med Slangerup lige efter sig. Inden længe måtte sjællænderne dog give fortabt, og dermed stod kampen om sølvet imellem de to kamphaner Holsted og Fjelsted.
Selvsamme hold kæmpede også om andenpladsen i grundserien. Den duel trak Fjelsted sig sejrsrigt ud af. Fynboerne startede imidlertid Dansk Metal Superfinalen svagt. Vendingen kom i heat 12, hvor Fjelsteds holdleder Morten Svendsen valgte at indsætte Fjelstedkaptajnen Peter Kildemand som joker. Det gav bonus. Kildemand vandt heatet og sikrede sit hold seks point. Dermed pustede Fjelsted Holsted i nakken.
Og de to klubber trak spændingen til det sidste. I finalens allersidste heat havde Holsted to point ned til Fjelsted. Holsted kunne derfor tillade sig at tabe et point til Fjelsted i heatet og alligevel sikre sig sølvmedaljerne. Men Peter Kildemand ville det endnu engang anderledes. Foran Esbjergs Niels- Kristian Iversen vandt han heatet, mens Holsteds Patrick Hougaard blev henvist til tredjepladsen. Dermed kom Fjelsted a point med Holsted. Og da Fjelsted samlet set havde flest heatsejre i matchen, kunne de lade sig hylde som sølvvindere.
"Det er fantastisk. Det så sort ud i første halvdel af matchen. Vi talte med store bogstaver og kørte taktisk og kom så med igen. Men det helt sindssygt, at vi nu har fået sølv," sagde Morten Svendsen, holdleder i Fjelsted.
Hos Holsted var man naturligivs skuffet over at slutte på tredjepladsen. Klubben har samtidig valgt at indgive en klage over beslutningen om at tildele Fjelsted andenpladsen på baggrund af flest heatsejre i matchen.
"Dommeren tager en afgørelse ud fra et punkt i reglementet, der handler om, hvordan vi kvalificerer os til finalen. Vi er uenig i den tolkning af reglerne, i og med at vi kører skilleheat i alle andre holdmatcher, hvor der er pointlighed," siger Rudi Steen Hansen, holdleder i Holsted.
Det var vildt, men lige så vildt var det, at Esbjerg Motorsport foran over 5.000 mennesker genvandt guldet. Flot!!
I billedgallerierne herunder kan du gense aftenen i billeder. Vi har delt det op i to billedgallerier, hvor det første viser første del af finalen i billeder, mens det andet galleri fokuserer på speedway-legender, pokaloverrækkelse, champagnesprøjt og ikke mindst en flok speedway-kørere, der pludselig valgte at smide tøjet.

null

Publiceret 12 September 2013 12:00