Lokale håndværkere er ved at renovere cafeteriaet i Vindinghallen.

Lokale håndværkere er ved at renovere cafeteriaet i Vindinghallen.

Der skrues og hamres i Vinding-hallen

Lokale håndværkere er gået i gang med at renovere Vindinghallen

For nylig slog Vinding Sportforenings formand Otto Ley et symbolsk hul igennem muren i Vindinghallen. Det gjorde han for at markere starten på et stort moderniseringsprojekt, der skal gøre hallen til et åbent værested for beboerne i Mølholm og Vinding.
Vejle Kommune overdrog 1. juli sidste år driftsansvaret til Vinding Idræts Center, og en ny bestyrelse har et års tid arbejdet med planerne om en gennemgribende modernisering af hallen.
Lokale håndværkere er nu gået i gang med at rive lofter og vægge ned i Vinding Idræts Centers 30 år gamle cafeteria. Her bliver der isat tre store vinduer i væggen mod hallen, så man kan følge aktiviteterne i hallen fra cafeteriet. Hele det 400 kvadratmeter store område bliver totalt ændret med nye lofter, ny belysning, nye gulve, nye møbler og hyggeafdeling med stort TV og legeborde til de helt små.
Budgettet for denne første fase af moderniseringen er på en million kroner. Vinding Idræts Center råder selv over 600.000 kroner, og man har fået et byggelån fra Vinding Sports Forening. Lånet skal afdrages i takt med, at centret skaffer penge via indsamlinger fra private, lokale erhvervsvirksomheder og fonde.

Omklædning og køkken

Næste år kommer turen til omklædningsrum og køkken. Disse projekter løber op i yderligere cirka en million kroner. Man mangler dog finansieringen, og den skal først på plads, før man går i gang med omklædningsrum og køkken.
DGI har godkendt hele projektet, så private kan bidrage med fuldt skattefradrag op til 14.500 kroner ved at gå ind via VSFs hjemmeside på www.vsf.eu. Det har allerede nu fået mange til at gå til tasterne og indbetale bidrag, fortæller Peter Rasztar, bestyrelsesformand for Vinding Idræts Center.
Centrets cafeteriaforpagter gennem mere end 10 år har valgt at slutte per 1. januar, så samtidig med indvielsen af de nye faciliteter skal centret have fundet en afløser i cafeteriaet.

Publiceret 18 September 2013 11:00