Blå forskellighed er en sund naturlig fordel!

Af
Jan Køpke Christensen. Venstre og fhv. MF

Storegade 19

Løjt Kirkeby

Specielt fra regeringspartierne hører vi – lidt drilsk – at de blå partier udviser forskellighed i den offentlige debat. Og ja – hvis det ikke var tilfældet, ville det være grund til at være forundret.  Så naturligvis er der ikke fuld enighed i den politiske blå blok. Nøjagtig som i den røde blok, hvor fx De Radikale langt fra er enige med Socialistisk Folkepartis økonomiske politik. Og hvis vi tager Enhedslisten, ja så er der som bekendt milevidt fra Radikal til Enhedslistepolitik i den såkaldte røde blok. Alligevel prøver Regeringen - lidt klodset, vil nogle nok mene - at styre vores land. Når Danmark - efter næste folketingsvalg - skal have en ny frisk regering, vil der naturligvis blive samarbejdet mellem de partier, der indeholder det blå flertal. Hvis vi tager Danmarks største parti, Venstre, sammen med Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, ser alt ud til, at disse partier danner dette flertal. At partierne ikke har samme politik, siger sig selv, og det er udelukkende en naturlig styrke. Det er altså en styrke, at de fire blå borgerlige partier ikke er enige. Hermed kan de supplere hinanden. Havde partierne været enig politisk, kunne man jo lige så godt lægge partierne sammen. Venstre har selvsagt ingen ambition om, at de fire borgerlige partier sammenlægges til et parti. De offentlige budgetter skal vokse mener DF, hvilket kun Enhedslisten kan støtte. Liberal Alliance ønsker omvendt at reducere væksten. Venstres udgangspunkt er et offentligt udgiftsstop. Vi har verdens største offentlige sektor og der er naturligvis ingen grund til at gøre denne endnu større. Men rolig nu! Skeptikerne over for en ny frisk blå regering med Venstre i spidsen, vil opleve et fælles fodslag, der vil få Danmark på ret kurs.  
 

Publiceret 19 September 2013 08:46