Et naturligt spørgsmål

Af
Henrik Rønnow Byrådskandidat for Socialdemokraterne Søvejen 9

Vedbøl 6500 Vojens

Når man læser de to V-politikere, H.P. Geil og Jesper Andreasens indlæg i JV den 11. september vedr. erhvervspolitikken i Haderslev Kommune, skulle man tro, de repræsenterer hvert sit parti. H.P. Geil ser positivt på de tiltag, som et enigt Økonomiudvalg har vedtaget. Jesper Andreasen derimod kritiserer især borgmester Jens Christian Gjesing og hans socialdemokratiske partifæller for gøre livet surt for erhvervslivet. Det er derfor naturligt at spørge: Hvad er egentlig Venstres politik, når det gælder forholdet for erhvervslivet? Andreasen glemmer det, som Geil husker, nemlig at erhvervspolitikken er besluttet af et enigt Økonomiudvalg og et enigt byråd. I stedet for at være ude med riven skulle Andreasen hellere trække i arbejdstøjet og bakke op om de beslutninger, hans parti har været med til at vedtage. Erhvervslivet skal have opbakning fra politikerne. Erhvervslivet har ikke brug for politisk mudderkastning.

Publiceret 19 September 2013 07:53