Hele Peugeot-teamet fra Sønderborg samlet efter sejren i seks timer løbet på Padborg Park.

Hele Peugeot-teamet fra Sønderborg samlet efter sejren i seks timer løbet på Padborg Park.

Først i mål efter seks timer

Af
Af Svend Mikael Larsen

Det lykkedes et lokalt Peugeot-team at køre en førsteplads hjem i det seks timer lange Danish Endurance Championship, der blev kørt på Padborg Park.
Teamet bestod af Michael Jakobsen fra Løjt Kirkeby, Kent Iversen fra Sønderborg og norske Roy Edland, og de lagde hårdt ud allerede i tidskørslerne lørdag i regnvejr, hvor det lykkedes at få en pole position i begge tidskørsler.
Herefter var første mand bag rattet i den 220 heste stærke Peugeot-racer Michael Jakobsen, som kørte i 1 time og 40 minutter og overgav bilen på en andenplads. Herefter satte Roy Edland sig tilrette og kørte ligeledes 1 time og 40 minutter, men han var uheldig i et sving, hvor bilen fik sig en snurretur. Han måtte derfor overgive bilen på en femteplads til Kent Iversen.
Det lykkedes dog Kent Iversen at køre Peugeot'en frem til en fornyet førsteplads, så Michael Jakobsen kunne køre sidste del af løbet med bilen i mål på en førsteplads.
“Vi vil gerne takke min far Svend Iversen fra S.H. Bilcenter i Sønderborg for lån af bilen og vores fantastiske mekaniker team. Uden dem havde det ikke været muligt,” siger en glad og tilfreds Kent Iversen.

Publiceret 19 September 2013 12:00