Tak til lokale ildsjæle i Hornsherred

Tina Tving Stauning, Borgmester- og spidskandidat, Socialdemokraterne Tak til Samrådet i Jægerspris, som igen i år formåede at samle så mange pensionister i Kignæshallen til det årlige møde med udvalgsformand, borgmester og en god foredragsholder. Det er så givende en eftermiddag. Små og store ting bliver drøftet, og ideer opstår til, hvordan vi også kan gøre det endnu bedre at være pensionist i Frederikssund Kommune. Og sikke et foredrag. Tidligere chefpolitiinspektør Per Larsen var veloplagt og have fine nuancer på, hvad der virkelig tæller her i livet. Det gode liv var også i centrum, da Landbyrådet for nylig holdt sin temadag, og veloplagte var både oplægsholdere og deltagerne. Også her var konklusionen, at vi allerbedst sammen – borgere, bylaug, Landsbyrådet og politikere - kan udvikle hele vores kommune, så det gode liv på landet kommer i centrum. Jeg deltager gerne i et fremtidsværksted omkring vores landsbyer og de udfordringer, som der er. Et fremtidsværksted, som blot var en af de mange gode ideer, som kom på bordet denne formiddag. Tak til alle ildsjælene. Jeres store arbejde med at få arrangeret og sat i værk tegner godt. Vi må og skal politisk styrke livet i Hornsherred. Det kræver dialog og vilje. Jeg samarbejder gerne.

Publiceret 19 September 2013 10:30