Anni og Bergmann Koch underskriver skødet i Kjøge Mini-By. (Foto: Kjøge MIni-By).

Anni og Bergmann Koch underskriver skødet i Kjøge Mini-By. (Foto: Kjøge MIni-By).

Skødeskrivning på historisk systue

LOKALHISTORIE: Kjøge Mini-By har solgt et skøde på en kendt ejendom - Kirkestræde 6, Køge, der i disse uger er ved at være færdigbygget og bliver sat ud i Mini-Byen til foråret.
Huset er berømt og kendt af næsten alle danskere, der gennem årene har fulgt med i TV-serien Matador. Kirkestræde 6 lagde facade og portindgang til optagelserne, hvor Agnes Jensen havde systue og "boede" med Røde og drengene. Det var på førstesalen i huset, at de holdt bryllup ifølge Matador serien.
Skødeskrivningen blev foretaget i denne uge, hvor formanden for Kjøge Mini-Bys Laug, Per Thestrup, glad kunne sætte sin autograf ved siden af køberne Anni og Bergmann Koch fra Køge, begge flittige medarbejdere i Mini-Byen. Anni Koch har et særligt forhold til Kirkestræde 6, idet hendes forældre har ejet og boet i huset.
Salg af skøder er et vigtigt aktiv og stor støtte til Kjøge Mini-Bys økonomi, ligesom kontingent og entreindtægter og derfor glæder man sig over, at det var den fjerde skødeskrivning i år.
Tidligere har Hanne Knöchel købt skøde på Kirkestræde 25-27, familien Hartmann købt skøde på Kirkestræde 15 og Kirkestræde 19/Ll. Kirkestræde 1 er købt af ejeren Bente Nielsen.
De tre sidstnævnte bygninger er sat ud i Mini-Byen tidligere på året. Der er 425 huse/bygninger i Mini-Byen og mange skøder til salg, hvis man kunne have interesse. Der er ingen vedligeholdelsespligt på matriklen, det klarer Kjøge Mini-By's venner. Et skøde mere er tæt på underskrivning meddeler Kjøge Mini-By.
pm

Publiceret 01 November 2013 15:45