Skuespillernes indgang til friluftscenen i Lysabild præstegårds have er efter stormen mandag blevet vanskelig passérbar.

Skuespillernes indgang til friluftscenen i Lysabild præstegårds have er efter stormen mandag blevet vanskelig passérbar.

Skuespiller-dør mast i Lysabild

Af
Af Svend Mikael Larsen

Inde i Lysabild præstegårds have ligger en friluftsscene, som siden 1973 har haft en 'skuespiller-dør' - gennem lågen kunne skuespillerne komme ind på scenen fra Degnegården, hvor de blev sminkede og klædte om.
Efter stormen i mandags er den vej blevet besværliggjort, efter at havens 100-årige kastanjetræ kastede en diger gren lige ned i skuespillågen og hen ad stien til friluftsscenen.
I 1973 blev scenedøren opsat - pastor Søren Fransen kom med stenstøtterne, Viggo Vandkær Thomsen med lågen, borgmester Svend Ove Jensen bevilligede gravning af de to huller, som præstens stenstøtter blev sat i.
"I øvrigt var orkanen hård ved de gamle haver i Degnegård og præstegård - alene i den gamle have ved Degnegården væltede otte træer på en halv time. Men gården fra 1896 holdt!" fortæller Viggo Vandkær Thomsen fra Degnegården i Lysabild, som også har taget billedet.

Publiceret 01 November 2013 09:00