- Kan vi fremvise 6 points efter de første 5 kampe er det ikke helt tosset, siger Team HK Køges cheftræner Lars Nedergaard.

- Kan vi fremvise 6 points efter de første 5 kampe er det ikke helt tosset, siger Team HK Køges cheftræner Lars Nedergaard.

Vigtig hjemmekamp for Team HK Køge

Af
Per Møller

HÅNDBOLD: To sejre i de fire første kampe i håndboldspillernes 2. Division er status for Team HK Køges herrehold før holdet møder FIF i Køgehallen lørdag den 2. november kl. 15.00.
Efter to flotte sejre over Holte IF og IF Stadion måtte Team HK Køge bøje sig i sidste fredags udekamp mod topholdet og favoritterne til førstepladsen, HIK der vandt kampen med 22-18.
- Vi mødte et rigtig godt HIK-hold. Vi fik en lidt skidt start men kom flot tilbage, og med lidt mere is i maven hos os kunne sejren sagtens være gået til os. Vi matchede dem spillemæssigt i en rigtig herrefight, fortæller træner Lars Nedergaard fra Team HK Køge.
Næste opgave for Team HK Køge er som nævnt et andet af de formodede tophold, FIF i Køgehallen. FIF har haft en lidt uheldig start med en del skadede spillere, men de skulle atter være klar, så der venter en rigtig spændende og seværdig kamp.
- Det er en såkaldt 4-points kamp - det er rigtigt vigtigt at vi får en sejr på hjemmebane. Efter FIF kampen kan vi se tilbage på at have haft en start mod fem rigtigt gode hold. Så kan vi fremvise 6 points efter 5 kampe er det ikke helt tosset, siger Lars Nedergaard, der forventer at stille i stærkeste opstilling.
- Desuden håber vi, at mange tilskuere vil dukke op i Køgehallen og bakke holdet op. Det var forrygende opbakning vi fik mod Holte og det var også imponerende så mange Køge-fans der var taget med til udekampen mod HIK, slutter Lars Nedergaard.

Publiceret 01 November 2013 16:00