Birgit Pedersen og SF vil lave lokal aftale med Roskildes lærere, så de får bedre tid til forberedelse og andre nødvendige opgaver. (Foto: Erling J.)

Birgit Pedersen og SF vil lave lokal aftale med Roskildes lærere, så de får bedre tid til forberedelse og andre nødvendige opgaver. (Foto: Erling J.)

250 timer til lærerne

SF stiller forslag om ny lokalaftale, der giver ekstra tid til forberedelse

Lærerne i Roskilde skal hver have op til 250 timer om året, så de hjemme individuelt kan forberede deres arbejde. SF i Roskilde stiller nu et forslag om, at kommunen laver en aftale med lærernes lokale organisation om dette. Den ekstra tjenestetid skal kunne bruges til forberedelse og efterbehandling af undervisning, forældresamarbejde osv. Den nøjagtige udformning af sådan et forslag om en ny aftale skal foregå i den arbejdsgruppe, der allerede er oprettet med den lokale lærerforening, skolelederne og forvaltningen. - Men den endelige udformning skal naturligvis foregå i Skole- og Børneudvalget samt byrådet, forklarer SF's leder Birgit Pedersen.

Reparation af konflikt

Med forslaget vil SF i Roskilde prøve at reparere på forholdet til lærerne, der blev temmelig anstrengt under forårets lockout. Her følte mange sig helt kørt over at både Kommunernes Landsforening og regeringens indgreb i konflikten. Siden har bitterheden blandt lærerne været udtalt overfor regerings-partierne S-SF-R, som ellers plejer at hente stor opbakning i denne gruppe. - Vores forslag er jo kun en opfølgning på den enstemmige beslutning i Roskilde Byråd, hvor alle partier var enige om, at der skulle være en 'afbalanceret løsning' på konflikten. Det blev ikke tilfældet i regeringens indgreb, så det prøver vi nu at gøre bedre her. - Selv om KL er imod, er det meget vigtigt for os, at få en lokal aftale med lærerne i Roskilde. Hvis folkeskolen skal blive en succes efter den nye reform, kan det kun foregå i et samarbejde med lærerne. Derfor skal de også kunne se sig selv som en del af løsningen, og så må de have ordentlig forberedelsestid og være med til at bestemme, hvordan det skal foregå, forklarer Birgit Pedersen. Hun regner med at et flertal i byrådet vil støtte SF-forslaget. I hvert fald er hun sikker på, at Socialdemkraterne og De Radikale stemmer for, og så er der flertal. tk

Publiceret 05 November 2013 00:00