Lokale medier er vigtigst for de lokale politikere…!

Kære læser!
Som boss for de ca. 25 medarbejdere, der er på Lørdags-Avisen og vore andre aktiviteter, var det rent ”guf” at høre alle de kloge mennesker, som onsdag aften på P4 kunne fortælle, at det er markedsføringen i de lokale medier, der er afgørende for, hvem der bliver valgt ind i kommunalbestyrelserne landet over.
Dels er det selvfølgelig et skulderklap til alle de folk her i firmaet, som knokler for at give vore læsere det mest alsidige indblik i, hvad de enkelte politikere står for, men det sætter også spørgsmålstegn ved, om hvor meget det landspolitiske betyder for det lokale valg.
Selvom jeg gerne vil ”sole” mig i de meningstilkendegivelser, der fortalte, at det er de lokale medier, der er vigtigst, så er jeg her ikke ”fremmed” overfor, at det landspolitiske selvfølgelig spiller ind – men bør det gøre det?
Skal det her i Køge gå ud over Marie Stærke, at f.eks. Helle Thorning-Schmidt har tabt terræn, at der har været sager med Tommy Kamp og Henrik Sass Larsen? Så vidt jeg ved, er alt – eller i hvert fald det meste - mod Tommy Kamp blev frafaldet, og Henrik Sass Larsen har fået et forrygende come-back – er blevet minister – endda en minister, som får roser overalt.
Skal det gå ud over en Palle Svendsen, at Lars Løkke har begået den ene dumhed efter den anden?
(Det er vist ikke nødvendigt at rippe mere op i dem) – og skal det gå ud over Flemming Christensen, at Lars Barfoed har skiftet konen ud med en partifælde? – og sådan kunne man blive ved at nævne ”bommerter” af større eller mindre art hos de øvrige partier også – uanset om det er SF, Radikale eller Dansk Folkeparti.
Det giver i mine øjne ikke rigtig nogen mening…!
Der er den grundlæggende politik, som alle partier skal følge, og også gøre i store træk. Kan man li" den – ja, så er der egentlig kun tilbage at sige: Følger de lokale politikere den? – og gør de lokale politikere det for MIG, som jeg ønsker de skal gøre LOKALT?
Det her er ikke et Folketingsvalg – det et er Kommunal- og Regionsvalg – og specielt her i Køge er der nogle meget centrale ting at tænke på. Med fare for at glemme en ting eller to vil jeg ikke begynde at nævne dem, men jeg synes klart der tegner sig et billede af, hvor nogle politikere er FOR og hvor andre er IMOD – og der er også meget, der tyder på, at det er de velkendte partier, som kommer til at tegne det lokale billede.
Små partier, som kæmper for de helt små ting i lokalsamfundet - nye kantstene i bestemte områder, bevarelse af et lokalt forsamlingshus o.s.v. er ikke ”in” på samme måde som de tidligere har været.
Det er de store, lokale spørgsmål som interesserer borgerne, det er den sobre valgkamp, hvor sagen er vigtigere end personen – og det er altafgørende for mange, at dem der kommer ”til fadet” tør tage et ansvar.
Og når det så er sagt – det med at komme ”til fadet” – så forstår jeg stadig ikke, at der stadig er mennesker, der kan sige, at lokalpolitikere får for meget i løn.
Selvfølgelig vil der nok altid være enkelte, som ikke bruger tid nok på at sætte sig ind i sagerne, men det skal ikke komme et samlet byråd til skade. At passe et job i et byråd i f.eks. Køge Kommune, er ikke bare noget man kan ordne med ”venstre hånd”.
Kommunen har fået en størrelse og er inde i en udvikling som gør, at de mennesker, der bliver valgt ind, både skal kunne og ville sætte et meget stort antal timer til rådighed. Samtidig bør det være folk, der vil gøre noget for kommunen og dens borgere.
”Brok-hovedernes” tid er forhåbentlig ved at være forbi. Alt for ofte er det også dem, som ikke sætter sig ind i tingene, men er gode til at formulere sig – negativt!
Lad os få folk ind, som vil noget godt og positivt for vores kommune – og region…!
Næste lørdag udkommer Lørdags-Avisens helt store særsektion om valgene – her får du den vigtigste information…

- rigtig go' weekend!

Publiceret 08 November 2013 10:30