Prinsesse Marie besøger tirsdag børneafdelingen på Sønderborg Sygehus.

Prinsesse Marie besøger tirsdag børneafdelingen på Sønderborg Sygehus.

Prinsesse besøger børneafdelingen

Ny hospitalsklovn på Sønderborg Sygehus bydes velkommen af prinsesse Marie

Af
Mikkel Hansen

Fra næste uge kommer der igen klovnerier på Sønderborg Sygehus.
Med prinsesse Marie som æresgæst, sættes der på tirsdag igen gang i hospitalsklovneaktiviteter på Børne- og ungeklinikken på Sygehus Sønderjylland i Sønderborg.
Hidtil har børn indlagt i Sønderborg skulle undvære den røde næse, de sjove indfald og en tryg klovnehånd at holde i. Det bliver der fra denne måned lavet om på i et samarbejde mellem foreningen Danske Hospitalsklovne og Sygehus Sønderjylland.
"Vi har glædet os at kunne tilbyde børnene den magi, som hospitalsklovnenes faste ugentlige besøg betyder for vores afdeling", siger sygeplejefaglig klinikleder Merete Højfeldt fra Børne- og ungeklinikken på Sønderborg Sygehus.
Hos Danske Hospitalsklovne glæder man sig også meget til at sætte Sønderborg på listen over nu 20 hospitaler i landet, hvor man forsøger at støtte og hjælpe syge børn gennem deres sygdomsperiode. "At H.K.H. Prinsesse Marie har sagt ja til at overvære opstarten med hospitalsklovne, gør os meget glade og stolte", fortæller Kenneth Øhrberg fra foreningen Danske Hospitalsklovne.
"Fremover tilbyder vi børnene faste hospitalsklovnebesøg og det skyldes i høj grad opbakning fra lokale virksomheder og fonde, som eksempelvis Fabrikant Mads Clausens Fond, virksomheden LINAK og et stort bidrag fra I. P. Nielsen Fonden", fortsætter Kenneth Øhrberg.
"Selv overnatningerne i forbindelse med opstarten er sponseret af Scandic i Sønderborg", slutter han.
Prinsesse Marie er på tirsdag inviteret til Teaparty med hospitalsklovne og de indlagte børn i anledning af hospitalsklovnenes første besøg på Børne- og ungeklinikken i Sønderborg.

Der er 3.000 indlæggelser på Børne- og ungeklinikken på Sygehus Sønderjylland i Sønderborg om året og 10.000 ambulante kontakter og det koster foreningen Danske Hospitalsklovne 150.000 kroner årligt at tilbyde to ugentlige klovnebesøg til de indlagte børn.

 

Der har for år tilbage været tilknyttet en hospitalsklovn til børneafdelingen i Sønderjylland.

 

Bidrag til foreningens arbejde kan indbetales på reg.3201 konto 3402274786 mærket "Sønderborg" eller via www.danskehospitalsklovne.dk.

Publiceret 08 November 2013 10:57