Stemmebussen skal være med til at hæve stemmeprocenten ved kommunalvalget - især blandt de unge - og der var da også stor interesse for at stemme, da den kom forbi handelsskolen.

Stemmebussen skal være med til at hæve stemmeprocenten ved kommunalvalget - især blandt de unge - og der var da også stor interesse for at stemme, da den kom forbi handelsskolen.

Sæt krydset i bussen

Køge Kommune har sendt et mobilt stemmested på gaden i ugerne op til valget for at øge stemmeprocenten.

Af
Martin Rasmussen

VALG 2013: Endnu er der nogle dage til kommunalvalget, men mange køgensere har allerede sat deres kryds. Nogle har brevstemt, mens mange andre har benyttet sig af, at Køge Kommune i år har gjort det endnu nemmere at deltage aktivt i det lokale demokrati.
I denne uge sendte Køge Kommune nemlig stemmebussen på gaden. Helt frem til lørdagen før valget kan man møde den rundt omkring i kommunen, og her kan man sætte sig mageligt til rette i et blødt sæde i bussen og sætte krydset på stemmesedlen.
Man skal bare have legitimation med, og man kan endda også stemme, hvis man bor i en anden kommune - i det tilfælde bliver stemmen blot behandlet som en brevstemme og sendt det rette sted hen.
Målet med at sende bussen rundt til skoler, stationer og andre befærdede steder er helt entydigt at skabe opmærksomhed omkring valget og gøre det så nemt som muligt at stemme, så stemmeprocenten kan blive højere.
Kommunalvalget trækker ikke samme opmærksomhed eller interesse som valg til Folketinget, og ved det seneste valg var den nede i 65,8 procent, hvilket var det laveste niveau i 35 år. Det er et demokratisk problem, at hver tredje vælger ikke tager stilling ved et valg, og statistikken viser, at det især er de unge, der bliver væk fra valgstederne.
I Køge Kommune stemte 69 procent af vælgerne ved det seneste kommunalvalg, hvilket er lidt over landsgennemsnittet, men det er stadig langt fra deltagelsen ved Folketingsvalg. Det skal stemmebussen altså være med til at gøre noget ved.
- Vi vil jo gerne have alle til at se, at demokratiet i kommunerne er rigtig vigtigt, og at det har meget med folks hverdag at gøre, så det er vigtigt at tage stilling til det, siger borgmester Marie Stærke, der var med på Køge Handelsskole, hvor stemmebussen blev præsenteret mandag morgen i denne uge.
Lørdag den 9. november kan man møde stemmebussen ved Ølby Center klokken 11-12 og ved Herfølge Bibliotek klokken 13.30-14.30.
Se hele "køreplanen" på www.koege.dk.

Køge Handelsskoles direktør, Tim Christensen, var blandt de mange, der benyttede sig af lejligheden til at sætte det vigtige kryds, da stemmebussen kom forbi.

Køge Handelsskoles direktør, Tim Christensen, var blandt de mange, der benyttede sig af lejligheden til at sætte det vigtige kryds, da stemmebussen kom forbi.

Borgmester Marie Stærke bød velkommen sammen med en række andre byrådspolitikere, da stemmebussen blev præsenteret på Køge Handelsskole i mandags.

Borgmester Marie Stærke bød velkommen sammen med en række andre byrådspolitikere, da stemmebussen blev præsenteret på Køge Handelsskole i mandags.

Publiceret 08 November 2013 09:00