Mary France startede i sidste uge sin indsamling for at hjælpe de nødstedte efter tyfonen i Filippinerne, der har skabt massive ødelæggelser. Foto: Susie Jessen.

Mary France startede i sidste uge sin indsamling for at hjælpe de nødstedte efter tyfonen i Filippinerne, der har skabt massive ødelæggelser. Foto: Susie Jessen.

Mary rækker hånden ud til Filippinerne

Mary France fra Seest samler tøj og dagligdags varer ind efter katastrofen i Filippinerne

Af
Susie Jessen

Mary France fra Seest ved Kolding har grædt de sidste mange dage. Det sker, når hun hver aften, ser billeder fra sit hjemland Filippinerne, hvor man frygter at dødstallet kommer helt op på 10.000 mennesker efter at en voldsom tyfon ramte landet.
“Jeg bliver meget berørt. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det kunne være min familie. Jeg kan ikke holde ud at se på alt det der sker uden at gøre noget. Derfor fik jeg denne idé”, fortæller Mary France og kigger på de store plastsække, der er begyndt at fylde garagen op ved hjemmet i Seest.
Mary France har slået sig sammen med andre herboende filippinerne, der alle laver små indsamlinger i deres respektive byer.
I begyndelsen af december bliver alle varerne hentet og kørt til en container i Odense, som så vil blive sendt til Filippinerne.
“Det er et fragtfirma, som vi alle kender, der sender varer til Filippinerne, som vi benytter os af”, fortæller Mary France.

Mange reaktioner

Mary France påpeger, at hun kun indsamler tøj, hverdagsvarer som sæbe, mad på dåse, og andre ting, som man kunne forestille sig, bliver nødvendige i hverdagen.
“Vi tager ikke imod penge, men kun varer. Det kunne være tøj, hovedpinepiller eller køkkengrej”, fortæller Mary France, som afholder sin indsamling frem til den 30. november.
I begyndelsen af december kommer der så en stor lastbil og henter der varer, som Mary France har samlet ind.
Mary Frances egen familie er i sikkerhed, da de bor i det sydluge Manila, der ikke er så berørt af tyfonens ødelæggelser.
“Heldigvis har de det godt og mistede kun elektriciteten i et par dage. Men at den her tyfon har skabt så mange ødelæggelser er jo helt forfærdeligt. Der er tit tyfoner i Filippinerne, men det her er værre end jeg nogensinde har oplevet”, siger Mary France og tilføjer.
“Jeg håber, at mange vil hjælpe med at samle ind”.



Fakta
Har man varer, som man gerne vil donere til projektet, kan Mary France kontaktes på 60158053.
Man kan donere varer til det lokale initiativ frem til den 30. november.
Udover Mary France hjælper andre herboende filippinerne med at få fyldt containeren. op.

Publiceret 16 November 2013 11:45