Mursal Khosrawi og Frederik Just Blangsted er nogle af de yngste kandidater til kommunalvalget i Køge Kommune. Hør dem fortælle om at være unge i politik, og hvad de gerne vil opnå, hvis de bliver valgt til byrådet.

Mursal Khosrawi og Frederik Just Blangsted er nogle af de yngste kandidater til kommunalvalget i Køge Kommune. Hør dem fortælle om at være unge i politik, og hvad de gerne vil opnå, hvis de bliver valgt til byrådet.

- Politik er ikke kun for gamle mænd

Mød Mursal Khosrawi og Frederik Just Blangsted der er blandt de yngste kandidater til de 27 pladser i byrådet de kommende fire år.

Af
Martin Rasmussen

VALG 2013: Kommunalvalg er tid til fornyelse i byrådet, og i år er der en række unge kandidater, der står klar til at tage en tørn i byrådet, hvis vælgerne vil det. Lørdags-Avisen har taget en snak med to af dem for at høre om deres mål, deres overvejelser om det politiske arbejde i byrådet og deres oplevelse af valgkampen.
Begge er så unge, at de ikke tidligere har prøvet at stemme til et kommunalvalg - Frederik Just Blangsted fyldte faktisk først 18 år for få dage siden mens Mursal Khosrawi er 21 år - og begge har mødt fordommene om, at unge på deres alder ikke har tilstrækkelig erfaring til at kunne yde en kvalificeret indsats i byrådet.
Men som den radikale Mursal Khosrawi siger, så vender hun det positivt, for det kan være en indgang til en snak med folk, som måske kan rykke på nogle holdninger.
Og velformulerede holdninger har de to unge kandidater til byrådet masser af, og de har også en klar fornemmelse af, på hvilke områder de kan yde en indsats, hvis de skulle blive valgt.
Jakob Mark (SF) og Mads Andersen (K) blev valgt som 18- og 20-årige ved det seneste valg, og de har bevist, at det ikke er diskvalificerende i lokalpolitik, at man ikke husker Murens fald og EM-triumfen i 1992 personligt - Mursal Khosrawi, Frederik Just Blangsted og de øvrige unge kandidater på årets valgliste er klar til at føre beviset videre de næste fire år.


Mursal Khosrawi

Hvilke overvejelser har du gjort dig, før du valgte at stille op til valget?
- Vi har en god tradition i familien med at diskutere alt omkring moral og politik hen over middagsbordet, og jeg er altid blevet taget alvorligt. Den anerkendelse, jeg har fået der, har gjort, at jeg har fået en interesse for, hvordan samfundet er skruet sammen. Efter jeg blev politisk aktiv, er jeg også blevet bekræftet i, at jeg har noget at byde på, og det har været vigtigt for mig. De sidste fire år har jeg været med til at forme vores valgprogram, og så er det naturligt for mig også at være med til at føre det ud i livet.

Hvad vil du gerne opnå i byrådet?
- Jeg vil gøre en forskel. Jeg er blandt andet interesseret i ungedemokrati, og jeg bliver irriteret, når jeg læser, at unge ikke er interesseret i politik. Jeg tror, at mange unge har en holdning til samfundet, men de bliver ikke inddraget. Derfor skal vi have et ungeråd, som kan være en indgang til demokratiet for mange.

Hvorfor blev du medlem af De radikale?
- Jeg var træt af udlængeretorikken i medierne fra Dansk Folkeparti og de borgerlige, og jeg tænkte, at den eneste måde at ændre på tingene, er ved at gøre noget ved det selv. Så jeg begyndte at dele flyers ud for de radikale, fordi partiet rammer mine holdninger godt.

Hvorfor tror du, at det er svært at få de unge til at stemme ved kommunalvalget?
- Jeg tror, at de unge gerne vil demokratiet, men vi skal have dræbt fordommene om, at politik er for gamle mænd. Unge skal tages alvorligt. Desuden er det vigtigt at forklare, hvorfor det er vigtigt at deltage aktivt i demokratiet.

Hvad er dit indtryk af valgkampen?
- Jeg troede ikke, at pengene var så afgørende i valgkampen, men de har stor betydning. Vi har ikke råd til annoncer i aviserne, og vi har kun valgplakater af vores spidskandidat, så pengene har virkelig betydning for ens kampagne. Det er i virkeligheden lidt unfair rent demokratisk.
- Der har været en god stemning på valgmøderne. Jeg synes ikke, at en hård tone skal være et mål i sig selv - det er noget af det, som folk bliver trætte af, når det er kamp frem for politik. Jeg har personligt prøvet at fokusere på de mennesker, der sidder foran mig ved møderne.

Hvad gør du, hvis du ikke bliver valgt til byrådet?
- Hvis jeg ikke kommer ind, så vil jeg stadig kæmpe videre for det lokale ungedemokrati og på integrationsområdet.


Frederik Just Blangsted

Hvilke overvejelser har du gjort dig, før du valgte at stille op til valget?
- Jeg blev politisk aktiv som 14-15-årig - nok blandt andet lidt provokeret af en rød samfundsfagslærer og inspireret af min far, der er aktiv i Venstre. Jeg synes, at det er vigtigt at interessere sig for samfundet og engagere sig. I begyndelsen havde jeg ingen intentioner om at stille op til valget, men så bliver man jo grebet af det, når man ser, hvor galt det står til på nogle områder.

Hvad vil du gerne opnå i byrådet?
Jeg vil gøre en forskel. Jeg er især interesseret i Campus Køge-området, og jeg vil gerne arbejde for, at vi får endnu flere uddannelse dertil, lige som vi skal have flere studieboliger i Køge Kommune, for når man først er bosat et sted, så er man også mere tilbøjelig til at blive boende. Campus Køge er et virkelig godt projekt, men det kræver stadig fokus - blandt andet så vi kan få flere længerevarende uddannelser dertil. Og så synes jeg i øvrigt også, at et ungeråd er en god idé som et nyt talerør for de unge.

Hvorfor blev du medlem af Venstre?
- Vi har snakket om nyheder og politik derhjemme i mange år, og Venstre står for en god balance omkring ansvar og hjælp fra samfundet. Dem, der kan selv, skal selv, og dem, der ikke kan selv, de skal have nok hjælp til lige at klare sig.

Hvorfor tror du, at det er svært at få de unge til at stemme ved kommunalvalget?
- Mange af mine venner ved meget og har en holdning til tingene, men de bliver måske ikke hørt. Det er ikke manglende interesse, men det handler også om at gøre lokalpolitik mere synligt i de unges verden - for eksempel på Facebook.

Hvad er dit indtryk af valgkampen?
- Jeg havde forventet mere mudderkast, men jeg synes, at der har været en god debat om uenigheden mellem partierne. Der er god stemning, og man kan stadig tale godt sammen efter møderne, selv om man har diskuteret. Jeg tror ikke, at pengene har stor betydning. Det afgørende er, hvordan du brander dig selv. Det er ens egen valgkamp, så man må selv bestemme, hvor meget man vil investere.

Hvad gør du, hvis du ikke bliver valgt til byrådet?
- Jeg vil nok fokusere på mine studier i højere grad, men jeg vil stadig være aktiv i Venstre og være på stemmesedlen igen næste gang.

Både Mursal Khosrawi og Frederik Just Blangsted har fået interessen for samfundet gennem diskussioner over middagsbordet i deres respektive barndomshjem.

Både Mursal Khosrawi og Frederik Just Blangsted har fået interessen for samfundet gennem diskussioner over middagsbordet i deres respektive barndomshjem.

Spot på

Mursal Khosrawi
21 år. Født i Afghanistan og kom til Danmark som otteårig.
Læser Statskundskab på Københavns Universitet.
Arbejder som tolk i Køge Kommune og desuden som frivillig med lektiehjælp på Ølby Bibliotek.
Nr. 2 på De radikales liste ved kommunalvalget i Køge Kommune.

Frederiks Just Blangsted
18 år.
Læser International Business Studies, IBS, på Køge Handelsskole.
Arbejder på Old Irish Pub på Køge Havn.
Nr. 15 på Venstres liste ved kommunalvalget i Køge Kommune.

Publiceret 16 November 2013 17:15