Anders Kronborg:

Jeg er beæret

Af
Rune Weitling

Ligesom sin kollega Jakob Lose er Anders Kronborg også ny som udvalgsformand, såfremt baglandet godkender gruppeformand John Snedkers indstilling, men det synes som sagt at være en formsag.
"Det er jeg både beæret og stolt over. Jeg er meget glad for min gruppeformands tillid og indstilling,” siger Anders Kronborg, der skal være formand for Teknik- og Byggeudvalget, og fortsætter: “Det er et område, som jeg er meget glad for at skulle arbejde med. Og det er samtidig et område, der skal have mere prestige, og her tænker jeg ikke mindst på Nærbanen. Også hele byggedelen er meget spændende og det samme med affaldsområdet, som er kommet ind under udvalget. Og så naturligvis de grønne områder og de nye super cykelstier,” lyder det fra Anders Kronborg, der ønsker, at 'hans' udvalg bliver dynamisk og kendetegnet ved et godt samarbejde på tværs af partierne.

Publiceret 01 December 2013 12:00