Medarbejdere fra produktionsvirksomheden Ammeraal modtog en check på 15.000 kroner og et maleri for prisen 'Årets rummelige virksomhed 2013' i Vejle Kommune. Yderst til højre er det dommerkomitéens formand Christa Laursen.

Medarbejdere fra produktionsvirksomheden Ammeraal modtog en check på 15.000 kroner og et maleri for prisen 'Årets rummelige virksomhed 2013' i Vejle Kommune. Yderst til højre er det dommerkomitéens formand Christa Laursen.

Årets virksomhed har lært sig tegnsprog

Medarbejdere på 'Årets rummelige virksomhed 2013' har lært sig tegnsprog for at hjælpe nyansat med hørehandicap

Et par medarbejdere på produktionsvirksomheden Ammeraal Beltech Modular i Vejle har lært sig tegnsprog for at kunne kommunikere med en nyansat medarbejder med hørehandicap.
Og virksomheden har for nylig åbnet dørene for psykisk udviklingshæmmede.
Det var et par af de begrundelser, der blev fremhævet, da Ammeraal blev kåret til 'Årets rummelige virksomhed 2013' i Vejle Kommune. Dommerkomitéens formand Christa Laursen, der er formand Det lokale Beskæftigelsesråd i Vejle Kommune, fremhævede i sin tale, at virksomheden i en lang årrække har taget et socialt ansvar ved at ansætte medarbejdere med faglige, sociale, fysiske og sociale barrierer.
"De fokuserer på personens kompetencer og ikke vedkommendes problemer. Der tages hensyn og gives snor, men stilles også krav," sagde Christa Laursen, da hun begrundede valget af Ammeraal, der også var nomineret til prisen i 2012.
'Årets rummelige virksomhed' bliver udover æren belønnet med 15.000 kroner.
"Det er en rigtig dejlig anerkendelse. Vi bruger mange resurser på det, ja, men vi får også meget igen," sagde HR manager Lene Boe, der modtog prisen sammen med flere af sine kollegaer på Ammeraal Beltech Modular.

Ammeraal Beltech Modular

Produktionsvirksomhed med cirka 190 ansatte fordelt på 60 funktionærer og 130 i produktionen på Hjulmagervej i Vinding, Vejle
Virksomheden hed tidligere Uni-chains, men skiftede navn i 2007, da man blev solgt til den nuværende hollandske ejer for knap en halv milliard kroner
Producerer modulære transportbånd i plast til mange forskellige varer lige fra fødevarer til biler

Publiceret 05 December 2013 06:00