Snefnug og snefri

Jørgen Bech, byrådsmedlem Venstre Frederikssund (2014), Dådyrvej 113, 4050 Skibby Kong Vinter banker på døren. Mange borgere i kommunen frygter at deres vej fyger til, så de ikke kan komme på arbejde og børnene ikke kan komme i skole. Tidligere, i de små kommuners tid, kunne der være mere fokus på at de, som ikke boede lige ved siden af den større vej, også skulle afsted om morgenen. Det handler jo i sidste ende om vækst og beskæftigelse, og folk skal jo kunne passe deres arbejde og deres kunder. Ikke alle har let ved at ringe og få ”snefri”. De senere år har det været sådan, at nogle borgere er blevet snerydningsmæssigt nedprioriteret, måske fordi de ikke er så mange, måske fordi nogen mener, at når man ”bor på landet”, så må man klare sig selv. En sådan holdning deler jeg absolut ikke. Frederikssund kommune ER en landkommune. Vores kommune består af 10 små byer, hvor selv den største by kun har 15.000 indbyggere, og af mange endnu mindre byer, spredt bebyggelse og gårde. Som man kan se på billedet, så bor ca. 35.000 borgere i 10 små byer. Det betyder også, at ca. 10.000 borgere bor i de mindre landsbyer og spredt ud i landskabet. Kommunens geografi er og bliver et grundvilkår, som ikke kan ændres. Og det er et vilkår, som kommunens indsats og service skal indrettes efter, både når det gælder snerydning eller f.eks. hjemmepleje. Jeg er meget opmærksom på det problem, og vil derfor aktivt arbejde for, at den nuværende prioritering af snerydning bliver gennemgået igen. Økonomien skal selvfølgelig hænge sammen, men sneberedskabet bør kunne indrettes, så alle kommunens borgere, kan komme på arbejde og i skole om morgenen, uden alt for store gener. Ellers kan det jo også koste penge.

Publiceret 05 December 2013 11:10