Jacob Madsen er direktør hos Danfoss i Vejle og formand for Dansk Industri Trekantområdet.

Jacob Madsen er direktør hos Danfoss i Vejle og formand for Dansk Industri Trekantområdet.

DI:

Vejle kan sagtens komme i Top 10

En bedre erhvervs-indsats kan hurtigt give resultater. Men kun hvis folk vil afgive indflydelse, mener DI

Af
Peter Friis Autzen

“Vejle burde ligge i Top 10. Og hvis dét her lykkes, vil Vejle efter et år - eller måske allerede efter et halvt - se resultater,” siger Dansk Industris formand i Trekantområdet, Jacob Madsen.
Vejle Kommune er på vej til at omlægge sin erhvervspolitik og sin struktur på erhvervsområdet, som fremover skal høre direkte under kommunaldirektør Niels Ågesen. Det sker i erkendelse af, at Vejle har fået alt for mange dårlige karakterer i diverse undersøgelser af erhvervsklima. Vejle skal simpelthen være et bedre sted at drive virksomhed.
“Der er meget, Vejle kan gøre for at forbedre erhvervsklimaet. Det ligger meget lige for,” siger Jacob Madsen.
Som omtalt her på siden vil kommunen blandt andet etablere et særligt Erhvervskontakt-udvalg, hvor erhvervsfolk skal sparre og melde ind til kommunen på det erhvervspolitiske område. Udenom den struktur, kommunen har på området i dag.
“Organisationsændringer kan give gode resultater. Men det kræver, at folk er villige til at sluge nogle kameler og er klar til at afgive noget indflydelse. Nogle gange kæmper folk for deres skrivebord, når organisationen skal ændres. Derfor er der også meget stor forskel på, hvor hurtige kommunerne er til lægge om,” siger Jacob Madsen, som håber, at Vejle viser sig at være blandt de hurtige.

Dét skal der til

Ifølge Jacob Madsen er et erhvervskontakt-udvalg en god idé.
“Men man skal huske, at intet udvalg kan repræsentere hele erhvervslivet. Og et udvalg må ikke blive til et sted med snak uden action,” siger han.
Umiddelbart foreslår han én afgørende ændring i Vejle Kommunes erhvervspolitik:
“Virksomhederne skal have én indgang til kommunen. Og virksomhederne skal have én kontaktperson hos kommunen i stedet for at tale med en ny hver gang, der er kontakt. Dét kræver en organisationsændring, men det kan lade sig gøre,” siger Jacob Madsen.
Ifølge DI-formanden er netop dén struktur medvirkende til, at Ikast-Brande Kommune er topscorer på DIs erhvervsklima-undersøgelse.
“Vejle har mange flere givne fordele end Ikast-Brande. Blandt andet infrastrukturen og placeringen. Så hvis Vejle lærer af Ikast-Brande, kan Vejle virkelig rykke og komme i Top 10. Men det kræver en organisationsændring, hvor nogle skal afgive indflydelse,” siger Jacob Madsen.

null

Publiceret 17 December 2013 12:00