Christian Lund, født 1983. Uddannet musicalperformer ved Det Danske Musical Akademi i 2008.

Christian Lund, født 1983. Uddannet musicalperformer ved Det Danske Musical Akademi i 2008.

Den Lille Havfrue:

Hovedroller på plads

Kristine Yde skal være havfruen Ariel, og Prins Erik skal spilles af Christian Lund

Efter en meget omfattende audition tidligere på måneden med næsten 400 fremmødte kandidater fra seks forskellige lande, har Fredericia Teater besluttet, hvem der skal spille de to altoverskyggende hovedroller i Den Lille Havfrue. Valget er faldet på to af landets bedste yngre musicalperformere, Kristine Yde som havfruen Ariel og Christian Lund som Prins Erik.
De to kender hinanden særdeles godt, idet de begge er udklækket fra samme årgang på Det Danske Musicalakademi - og sågar har dannet par i bl.a. "Mamma Mia!" i Tivoli og Musikhuset Aarhus. Og allerede i næste uge lægger de begge stemmer til to af hovedrollerne i en anden H.C. Andersen-satsning fra Disney, nemlig tegnefilmen Frost frit efter Snedronningen. Frost er en musicaltegnefilm i stil med de store succeser fra 1990'erne som Den lille havfrue, Aladdin, Beauty and the Beast og The Lion King. I den danske udgave er Frost med Kristine Yde og Christian Lunds stemmer i to af de bærende hovedroller som Anna og hendes udkårne Hans.
På Fredericia Teater er der stor begejstring over, at forestillingens to bærende hovedroller nu er på plads.
"Det er med glæde, at vi har valgt Kristine Yde og Christian Lund som Havfruen Ariel og Prins Erik blandt næsten 400 ansøgere fra seks lande. De er valgt ud fra de samme kriterier, som vi altid går efter på Fredericia Teater – nemlig at det skal være de bedste til rollerne. Kun på den måde kan vi sikre det tårnhøje niveau, som man også kunne opleve på Aladdin," siger kunstnerisk leder Søren Møller.

Kristine

I den ikoniske titelrolle som havfrue står Kristine Yde foran sit livs største hovedrolle i en allerede imponerende musicalkarriere.
Efter store roller i Thoroughly Modern Millie og The Sound of Music på Fredericia Teater, fik hun i 2010 den store rolle som datteren Sofie i den danske version af Mamma Mia! i Tivolis Koncertsal. Siden har hun haft bærende musicalroller i bl.a. Singin' in the Rain på Det Ny Teater, Jasmin i Disneys Aladdin og Far til fire – til julebal i Nisseland i Tivoli. Til februar kan hun opleves i den kvindelige hovedrolle som Inga i Fredericia Teaters Mel Brooks-musical Young Frankenstein.

Kristine Yde, født 1983. Uddannet ved Dansestudiet i Århus i 2005 og Det Danske Musical Akademi i 2008.

Kristine Yde, født 1983. Uddannet ved Dansestudiet i Århus i 2005 og Det Danske Musical Akademi i 2008.

Christian

Også Christian Lund har drevet det vidt siden han færdiggjorde uddannelsen på Musicalakademiet i 2008. Sin professionelle debut fik han i en hovedrolle i The Wild Party på Gladsaxe Ny Teater i 2008, hvorefter han bl.a. medvirkede i Chess in Concert (2008) i Royal Albert Hall og Les Misérables (2009) på Det Ny Teater. I 2010 blev det såmænd Christian Lund, der fik den mandlige hovedrolle i Mamma Mia!. Herefter har han bl.a. haft roller i den Reumert-belønnede High School Musical II på Fredericia Teater, My Fair Lady på Det Kongelige Teater, Roger i Grease i Tivoli, The Drowsy Chaperone og Esaura, begge på Fredericia Teater - og lige nu er han aktuel som Prinsen i den særdeles populære opsætning af Sleeping Beauty på Aylesbury Waterside Theatre i England.
Det øvrige store cast i forestillingen er stadig under udvælgelse og vil blive præsenteret umiddelbart efter nytår.

”Disneys DEN LILLE HAVFRUE – The Musical” har premiere d. 17. juli 2014 på Operaen og flytter derefter til Fredericia Teater, hvor den spiller fra den 28. august. Billetter købes på www.billetnet.dk.

Publiceret 18 December 2013 10:45