Michala Petri og Lars Hannibal giver den 4. januar gratis koncert i Alsion.

Michala Petri og Lars Hannibal giver den 4. januar gratis koncert i Alsion.

Gratis koncert med Petri og Hannibal

To populære musikere gæster et af Alsions mest populære publikumsmagneter, gratis-arrangementet Solisterier. Danmarks dronning af blokfløjten, Michala Petri, har sin musikalske partner gennem 23 år, Lars Hannibal, med, når hun 4. januar klokken 14 indtager Cafe Alsion.
Det trofaste publikum tæller gerne flere hundrede mennesker, der altid glæder sig til at høre en kendt eller mindre kendt dansk solist. Forventningsglæden er gengældt:
"Vi glæder os meget til at spille i Alsion. Vi har rigtig mange gode minder herfra. Sidste december indspillede vi her med Sønderjyllands Symfoniorkester ”Going to Pieces - Without falling Apart”. Det er en dobbeltkoncert for blokfløjte, harpe og strygeorkester af Palle Mikkelborg. Denne cd har fået overvældende internationale anmeldelser," fortæller Lars Hannibal.
Petri og Hannibal fejrede i 2011 deres 20 års jubilæum som duo. Sammen har de spillet over 1.500 koncerter rundt om i verden. Solisterier kan alligevel noget, som de store scener ikke kan, mener han.
"Solisterier adskiller sig fra mange af de koncerter, vi ellers spiller rundt om i verden, ved den dejlige blanding af koncentration og uhøjtidelighed, som vi oplever ved disse helt specielle koncerter," fortsætter Lars Hannibal.
Parret har spillet sammen i to årtier på fløjte og guitar/lut.
"Blokfløjten og guitaren/lutten er små og tyste instrumenter, som begge har en stor folkelig udbredelse. Blokfløjten er et dejligt melodisk og virtuost instrument, mens guitaren er mere kendt for sin ledsagende funktion til sange og melodier. Den er dog også et særdeles smukt solist-instrument. Begge instrumenter har en meget lang tradition. Når man optræder i dette duo-format, som vi har gjort nu i mere end 22 år, oplever man en intimitet og stærk kontakt til publikum. Vores instrumenters klange har en stærk kommunikationskraft over for et publikum," siger Lars Hannibal.

Publiceret 01 January 2014 08:00