Mere liv i Roskildes centrum er for borgmester Joy Mogensen en forudsætning, hvis der skal være vækst og fremgang i hele kommunen. (Foto: Erling J. Pedersen)

Mere liv i Roskildes centrum er for borgmester Joy Mogensen en forudsætning, hvis der skal være vækst og fremgang i hele kommunen. (Foto: Erling J. Pedersen)

Mere liv i byen

Borgmester Joy Mogensen ønsker gang i projekter, der giver flere jobs og indbyggere i Roskilde

- Vi skal ganske enkelt have mere liv i byen. Derfor skal vi have gang i nye projekter, der både kan give os flere arbejdspladser og indbyggere i Roskilde. Sådan definerer borgmester Joy Mogensen den vigtigste opgave for det nye byråd, der nu efter nytår starter sit arbejde for de næste fire. - Vi har brug for, at der sker noget i Roskilde, så vi får økonomisk vækst. Det er grundlaget for, at kommunen får råd til at gøre nogle af de mange ting, som borgerne ønsker og forventer. Blandt de mange projekter, som borgmesteren ønsker at få mere fart i, er bl.a. Røde Port (som i virkeligheden er flyttet til sydsiden af stationen), den gamle slagterigrund ved Køgevej og jernbanen, Sortebrødre Plads bag Kvickly, samt hjørnet af Ringstedgade og Bredgade ved Schmeltz Plads. - Vi skal gennemføre disse nye projekter sammen med interesserede investorer og forskellige institutioner, der i dag har for lidt plads og gerne vil udvide. Her tænker jeg blandt andet på Skt. Josef Skoles nye internationale afdeling, Den Private Realskole og RUC, som også er interesserede i at flytte flere af sine afdelinger ind i byen.

Rammer og sammenhæng

Borgmesteren understreger, at kommunen ikke kan betale eller starte disse projekter. - Men vores opgave er at koordinere og skabe nogle rammer i en overordnet plan, så det hele kommer til at hænge fornuftigt sammen, og de private ejere får lyst til at gå i gang. Et af de store problemer er den svære trafiksituation i det historiske centrum, hvor bilisterne ofte har svært ved at komme frem og finde et sted at sætte bilen. - De forskellige nye projekter skal gerne tilføre byen noget ekstra - og ikke ødelægge den eksisterende detailhandel, som har sørget for, at Roskilde nu har titlen som 'Danmarks bedste handelsby'. - Arkitektonisk skal de nye byggerier være af en kvalitet, så vores historiske centrum ikke ødelægges yderligere, som det skete i 1960'erne og 70'erne. Men samtidig skal det selvfølgelig også kunne fungere, så investorer kan se ideen i det. - Derfor skal vi have en demokratisk proces med en offentlig debat, hvor borgerne sammen med det folkevalgte byråd får afgørende indflydelse.

Butikker på indfaldsveje

Ansøgninger om at åbne nye dagligvare-forretninger ved flere af Roskildes indfaldsveje har ligget i kø hos kommunen. Men byrådets flertal har hidtil været forsigtige med at give ret mange af den slags tilladelser. Flertallet af de folkevalgte har været bange for, at det vil smadre dagligevare-butikker i Roskildes omegn og i de mindre centre rundt om i forskellige bydele. Desuden har der været frygt for, at det vil ramme de mange specialforretninger i centrum, som har gjort Roskildes til Sjællands største handelsby udenfor København. Hvis kunderne ikke længere kan få dagligvarer i centrum, kan det være, at de slet ikke tager derind.

En lille storby

Joy Mogensen ser Roskilde som en lille storby, hvis centrum er en kulturel og økonomisk motor for hele kommunen. - Vi har plads til at få flere virksomheder, jobs og boliger her til med de uudnyttede grunde, som findes ganske tæt på bymidten og stationen. Det må være attraktivt både for virksomheder og familier at slå sig ned sådan et sted, hvor der er så gode offentlige trafikforbindelser. - Kommunens opgave er at skabe en sammenhæng, så byen kan fungere som en helhed, uden at de nye initiativer kommer til at ødelægge det velfungerende handels- og kulturliv, som allerede findes. Det lyder måske let, men i praksis handler det om en række svære beslutninger, som vi skal diskutere godt igennem med alle de involverede parter og borgerne. tk

Publiceret 01 January 2014 12:00