Carola Schneider fra Kolding går på Lindsey Wilson College i Kentucky, hvor hun spiller fodbold på collegeteamet. Foto: Susie Jessen.

Carola Schneider fra Kolding går på Lindsey Wilson College i Kentucky, hvor hun spiller fodbold på collegeteamet. Foto: Susie Jessen.

All America’s Carola fra Kolding

Carola Schneider fra Kolding har skiftet Danmark ud med USA

Af
Susie Jessen

“Hvis du ikke har respekt for træneren i USA, så kommer du ikke på holdet. Jeg er overrasket over hvor strenge de egentlig er omkring sporten i USA”.
En del har ændret sig i Carola Schneiders liv, siden hun i sommers besluttede sig for at tage til USA for at gå på College og udvikle sin fodboldkarriere.
Sporten har været en stor del af Carola Schneiders hverdag siden hun som seks-årig startede til fodbold i KB. Siden da, har den nu 20-årige pige været forbi KIF, KB, KoldingQ og landsholdet. I sommers rejste hun til USA for at gå på Lindsey Wilson College i Kentucky.
“Træneren fra Lindsey Wilson kontaktede mig selv. De holder ofte udkig i klubberne i udlandet og der er også andre fra KoldingQ, der har været afsted. Vi mailede lidt frem og tilbage og så besluttede jeg mig for at tage afsted. Det var en stor beslutning for mig. Blandt andet fordi jeg ikke var så god til engelsk”, fortæller Carola Schneider, som i øjeblikket er hjemme i Danmark på juleferie. I midten af januar går turen tilbage til USA, hvor hun tager et semester mere.

All America teamet

Carola Schneider går på sit colleges fodboldhold, som spillede sig til semifinalen ved de såkaldte “Nationals”. Her fik man øjnene op for Carolas talent, hvilket resulterede i en plads på All America holdet, der består af de bedste college-fodboldspillere i hele USA.
“Det var lidt af et chock at jeg kom på All America Teamet. Det er ret stort. Det har også fået mig til at overveje, om jeg vil være professionel derovre. Men andre gange tænker jeg, at jeg gerne vil tilbage til Danmark. Det er svært at beslutte sig”, lyder det fra Carola Schneider.

Carola har spillet fodbold siden hun var seks år. I USA er hun netop blevet udtaget til All America Teamet.

Carola har spillet fodbold siden hun var seks år. I USA er hun netop blevet udtaget til All America Teamet.

Ligesom på film

Da fodboldsæsonen i USA løber fra august til december, har semestreret i USA stået i fodboldens tegn.
Derfor glæder Carola sig til at vende tilbage til en hverdag med lidt mere udveksling og lidt mindre fodbold.
“På mit college er det fuldstændig ligesom på film. Når man kommer ned i kantinen sidder alle cheerleaders for eksempel sammen og alle fodboldsspillere sammen. Jeg har besluttet, at mine semestre i udlandet også godt må være andet end fodbold.
Det behøver ikke være perfekt. Det skal være ok at gå ud med veninderne ind imellem”.

Publiceret 04 January 2014 11:30