Kara/Noverens blå skorsten skal ikke væk lige med det samme. (Arkivfoto: Erling J.)

Kara/Noverens blå skorsten skal ikke væk lige med det samme. (Arkivfoto: Erling J.)

Skorstenen bli'r

Nyt affaldsanlæg på vej om 10-15 år

Af
Anette Gundlach

Mange gik rundt og troede, at den gamle blå skorsten på Kara/Noveren skulle rives ned, når det nye Energitårn stod klart. Men indtil videre må folk, der mener, at skorstenen er øjenforurening, væbne sig med tålmodighed. - Det vil koste 20 mio. kroner, hvis vi skal have fjernet den, så vi har indtil videre vurderet, at den skal blive stående, forklarer bestyrelsesformand på Kara/Noveren frem til årsskiftet, Torben Jørgensen. Han forklarer, at ovnene i det nye og det gamle anlæg er vidt forskellige, derfor kan man ikke bare køre dem sammen uden at det koster kassen. Til gengæld overvejer man i øjeblikket om Kara/Noverens gamle vartegn skal kortes af eller males i en anden farve, der passer bedre til energitårnet.

Nyt forbrændingsanlæg

Torben Jørgensen regner med, at der skal bygges endnu et forbrændingsanlæg om 10 - 15 år. Det skal ligge, hvor anlægget med den gamle blå skorsten ligger i dag, og på det tidspunkt bliver den revet ned. Han forklarer, at man er nødt til at på sigt at skifte anlægget ud, da den teknologiske udvikling på affalds- og genbrugsområdet går stærkt. Det kan man blandt andet se ved, at røgen i den gamle skorsten er over 100 grader varm, når den går op i luften. Røgen i energitårnet er cirka 40 grader koldere, altså 65 grader varmt. Den mindre varme bliver brugt til el og varmt vand i stedet for at ryge op i luften.

Affald fra England

I øjeblikket modtager Kara/Noveren affald fra Storbritanien, hvor man ikke har nok forbrændingsanlæg til at komme af med resterne. I stedet bliver det lagt i store depoter, hvor det ligger og afgiver gasser og lugter. Affaldet bliver nu fragtet med skib til Køge og derefter kørt med lastbil til Roskilde. Selvom transportvejen er lang, er det alligevel bedre for miljøet at det bliver brændt af i Roskilde. - Hver gang, vi putter en palle i ovnen i Roskilde, så er det en forbedring af CO2 udslippet, forklarer Torben Jørgensen. Både Sverige, Tyskland og Storbritanien benytter sig af de danske forbrændingsanlæg. ag@roskildeavis.dk

Publiceret 04 January 2014 00:15