For De Radikale, med Børge Koch som spidskandidat, blev valgnatten i november en stjernestund.

For De Radikale, med Børge Koch som spidskandidat, blev valgnatten i november en stjernestund.

Koch:

Få dårlige og mange gode ting

Børge Koch - nyvalgt byrådsmedlem for De Radikale - har haft meget at glæde sig over i 2013

Tilbageblik Børge Koch skriver: 2013 blev et år, hvor jeg oplevede nogle få dårlige ting, - og hvor rigtig mange positive og gode ting lykkedes og blev oplevet.
Det dårlige ved 2013 har klart været at miste et nært familiemedlem samt en nær ven og tidligere kollega. Desuden markerer 2013 sig også som året, hvor verdensfreden ikke blev løst, - især krisen i Syrien skæmmer. 2013 var også kommunalt valgår. Desuden var 2013 også det år, hvor vi ikke fik løst især ungdomsarbejdsløsheden i Danmark. Ærgerligt og synd, at unge, der har taget en uddannelse og som er klar til at arbejde ikke har mulighed for at komme i gang. Det giver ganske enkelt en forkert indgang til arbejdslivet.
Der er tradition for, at der op imod et valg altid dukker rigtig mange undersøgelser op. 2013 var ingen undtagelse. Desværre viste en del af disse forskellige undersøgelser, at det ikke går så godt for Haderslev Kommune, - at vi ikke, som kommune, klarer os så godt som andre kommuner vi sammenligner os med.
Der skete heldigvis langt flere gode ting i 2013 end de dårlige.
2013 har været det år, hvor min arbejdsplads i Videncenter for Sundhedsfremme ved UC Syddanmark atter er blevet Nordens største videncenter inden for sundhedsfremmeområdet, sammenlignet med andre tilsvarende videncentre i Norden. 2013 blev også det år, hvor min ældste datter afsluttede sin kandidatuddannelse ved Århus Universitet, - og fik arbejde tre uger efter sin eksamen…
Desuden blev 2013 det år, hvor mine fritidsinteresser lykkedes rigtig godt. Haderslev Svømmeklub, hvor jeg er formand, fik en medlemsfremgang på ca. 350 nye medlemmer. Der er iværksat rigtig mange nye aktiviteter i klubben, hvilket bl.a. resulterede i, at Haderslev Idræts Råd kårede svømmeklubben til "årets breddeidrætsklub" i 2013, hvilket jeg er meget glad og stolt over.
Stafet for livet er en anden ting, som blev gennemført i 2013, - og det med en fantastisk opbakning fra borgerne i hele Haderslev Kommune m.fl. Flere end 2200 tilmeldte sig stafetten, som blev afviklet i Damparken, og det blev i det hele taget et fantastisk døgn på mange områder.
2013 vil også blive husket for en spændende valgkamp til byrådet i Haderslev Kommune. For første gang stillede jeg op til et kommunalvalg, - og takket være en god valgkamp krydret med et fantastisk hold bag valgkampen, lykkedes det at få 2 pladser til Radikale Venstre i det kommende byråd.
Endelig vil 2013 blive husket for tre gennemført halvmaraton løb sammen med gode venner, samt en fantastisk sommer med masser af sol og varme.

2014 bliver travlt

2014 vil blive et travlt år, hvor min familie og jeg selv forhåbentlig fortsat er ved godt helbred. Det er mit ønske, at Haderslev Svømmeklub og Stafet for livet fortsat udvikler sig i positiv retning til glæde for rigtig mange andre!
I 2014 vil arbejdet med at videreudvikle Haderslev Kommune starte for det nyvalgte byråd. Personligt håber jeg, at nogle af mine ideer op til valgkampen realiseres, - her tænker jeg bl.a. på udvikling af hele kultur- og fritidsområdet og sundhedsområdet i Haderslev Kommune. Det viser sig, at Haderslev Kommune er den kommune i Danmark, hvor det er nemmest at skaffe frivillige. Det er jo rigtig dejligt, - men hvordan gør vi det nemmere og endnu sjovere at være frivillig i Haderslev Kommune? Jeg håber og har stor tiltro til, at der i 2014 præsenteres en plan for, hvordan vi bl.a. kan sætte kultur- og fritidslivet i spil i forhold til erhvervsudviklingen i Haderslev Kommune.
2014 bliver på mange områder et rigtig spændende år!

Børge Koch.

Børge Koch.

Publiceret 04 January 2014 06:00