HP Geil og Torben Strøm er begge glade for aftalen, der skal styrke salget af byggegrunde blandt andet på Fredstedvænget i Haderslev.

HP Geil og Torben Strøm er begge glade for aftalen, der skal styrke salget af byggegrunde blandt andet på Fredstedvænget i Haderslev.

Strøm skal sælge kommunens jord

De næste par år er det den lokale ejendomsmægler Nybolig Haderslev v/ Torben Strøm, der skal sætte gang i og stå for salget af kommunale byggegrunde. Grunde uden for Haderslev By får ekstra opmærksomhed

Udbud og salg af kommunale parcelhusgrunde vil i fremtiden foregå i et tæt samarbejde mellem Plan- og Ejendomsudvikling og Nybolig Haderslev. Haderslev Kommune har haft opgaven i udbud, og det er Nybolig Haderslev, der skal hjælpe med at få kommunens til-salg-skilte skiftet ud med et solgt-skilt.
”Salg af byggegrunde er en opgave, der er særdeles velegnet til at blive løst af private samarbejdspartnere. Jeg glæder mig over, at vi med konkurrenceudsættelsen får tilført Haderslev Kommune en stor faglig kompetence udefra og dermed stor salgskraft på et område, der er særdeles vigtigt også i forhold til bosætning og udvikling af kommunen," siger borgmester HP Geil.
Nybolig Haderslev har mange års erfaring med salg af grunde i Haderslev Kommune. Ejendomsmægleren har således tidligere stået for salget af grunde på blandt andet Erlev Bjerge og i Vesterris.
”Vi er glade for at have fået opgaven, og at kommunen har valgt at sende den i udbud. Jeg ser også grundlaget for et godt samarbejde på et tidspunkt, hvor boligmarkedet er ved at stabilisere sig," siger indehaver af Nybolig Haderslev, Torben Strøm.
Inden aftalen blev indgået, har Nybolig Haderslev fremlagt en gennemarbejdet plan for, hvordan firmaet vil markedsføre de kommunale parcelhusgrunde.

Lav aktivitet 

Da der ikke er lige stor efterspørgsel efter grunde i alle dele af kommunen, er der i kontrakten lagt ekstra incitament i aftalen for at styrke indsatsen for salg af grunde uden for Haderslev By.
"Vi har stor erfaring med at udvikle og markedsføre byggegrunde, og vi har også et godt samarbejde med byggebranchen, så på den måde kan man sige, at vi både kender vores by og kommune," siger Torben Strøm.
Nybolig Haderslev har et tæt samarbejde med Nybolig Vojens, som dermed vil blive en aktiv lokal aktør i forhold til at sælge grunde i den vestlige del af kommunen.
Aftalen gælder fra 1. februar 2014 og frem til 31. december 2016, men med mulighed for forlængelse i 2 x 12 måneder. Kontrakten er kommet i hus, efter at opgaven har været i offentligt udbud, som er gennemført i et samarbejde mellem kommunens afdelinger for Plan- og Ejendomsudvikling og Udbud og Indkøb.
På udbudstidspunktet var der cirka 80 kommunale parcelhusgrunde til salg spredt ud over hele kommunen. Prisniveauet spænder fra 32.000 til 999.000 kr.

Publiceret 19 January 2014 10:15