Modelfoto

Modelfoto

Daginstitution holder åbent til klokken 20

Børnene i daginstitutionen Galaksen på Nørremarksvej i Vejle kan fra 1. februar blive passet til klokken 20 om aftenen. Det skriver DR Trekanten.
Galaksen er både den første vuggestue og børnehave i Vejle Kommune, der tilbyder aftenpasning, så forældrene bedre kan få familie- og arbejdslivet til at hænge sammen.
Det er daginstitutionen selv, der har taget initiativ til at holde aftenåbent, skriver DR Trekanten. Galaksen har valgt at spare på antallet af pædagoger om morgenen for at kunne holde senere åbent. Det kan lade sig gøre, fordi Galaksen er en sammenlægning af fire vuggestuer og børnehaver med næsten 300 børn.

Tidligere åbent

Daginstitutionen Solsikken i Egtved varsler også udvidede åbningstider fra den 1. februar. Her vil man åbne et kvarter tidligere om morgenen, fordi der jævnligt har stået forældre og ventet på at aflevere deres børn om morgenen. Det skriver Vejle Amts Folkeblad.
Den nye åbningstid i Solsikken i Egtved er klokken 06.15.

Publiceret 20 January 2014 12:00