Fra sidste års havnedag i Køge. (Foto: Martin Håkan/CoverGanda.dk).

Fra sidste års havnedag i Køge. (Foto: Martin Håkan/CoverGanda.dk).

Har du en ide til Søndre Havnedag?

Alle med gode ideer, input eller bare engagement er velkomne til opstartsmøde for Søndre Havnedag tirsdag den 4. februar hos Køge Kyst

KØGE: Søndre Havnedag har gennem de sidste tre år vist sig at være synonym med en festlig dag, hvor folk i alle aldre samles og oplever havnens mange kulturtilbud på én gang.
I 2013 tog mere end 4.000 del i dagens mange aktiviteter, som endnu en gang var arrangeret i et samarbejde mellem lokale kulturaktører, foreninger, institutioner, virksomheder og Køge Kyst. Nu er det snart tid til første opstartsmøde for dette års Søndre Havnedag, som finder sted lørdag den 23. august.
- Søndre Havnedags succes er fuldstændig afhængig af de mange entusiastiske og iderige grupper og enkeltpersoner, der gennem de sidste tre år har lagt tid og kræfter i at få dagen til at lykkes. Vi håber selvfølgelig, at ”gamle” såvel som nye ansigter har lyst til at dele deres gode ideer og forslag tirsdag den 4. februar, så vi sammen igen kan holde folkefest på havnen, siger Siv Raun Andersen, chefkonsulent for byudvikling, kultur og byliv hos Køge Kyst.
Alle med en god ide og med lyst til at deltage i planlægningen af Søndre Havnedag 2014 er velkomne hos Køge Kyst, Havnen 39, tirsdag den 4. februar fra kl.17-18.30.
Her vil det være muligt at byde ind med alle typer aktiviteter og idéer samt melde sig til den hyggelige redaktionsgruppe, der udvælger aktiviteter og helt overordnet planlægger dagen.
Som de andre år, er det muligt at få tilskud til materialer mv. til de forskellige aktiviteter.
Tilmeld dig til opstartsmødet senest den 3. februar på telefon 5667 8341 eller til bk@koegekyst.dk
Er du forhindret i at deltage, så send gerne en mail med forslag til aktiviteter eller andet.
Der serveres sandwich og drikkevarer til mødet.
pm

Publiceret 20 January 2014 06:00