Jeppe Riber tilbage i Ribe-Esbjerg HH

En af ligaens bedste fløje, Jeppe Riber, er i bogstaveligste forstand på banen igen. Jeppe Riber har således sagt ja til at hjælpe Ribe-Esbjerg HH i en periode, hvor klubben er ramt af mange skader. Senest er det venstre fløj, Søren Nørgaard, der er blevet opereret i knæet og som forventes at være borte fra håndboldbanen i seks til syv uger. Jeppe Riber var sidste sæson ligaens topscorer i grundspillet med ikke færre end 164 mål – 14 mål foran nummer 2, Rune Ohm.
"Vi er utroligt glade for, at det er lykkedes at få Jeppe til at hjælpe os. Det er for os meget værdifuldt i en periode, hvor vi har mange skader.Jeppe var en af de bedste fløje i ligaen, da han spillede for os, og det er en kærkommen forstærkning," siger sportschef Sune Agershou.
Jeppe Riber stoppede karrieren på håndboldbanen med udgangen af sidste sæson for at hellige sig familien og erhvervskarrieren.

Publiceret 20 January 2014 07:45