Kærlighed og humor på Rinkenæs Efterskole

Elvis' kendte sange blandet sammen med humor og 1950'erne er ingredienserne i musicalen 'All Shook Up', som opføres på Rinkenæs Efterskole onsdag den 22. og torsdag den 23. januar. Begge dage er forestillingen kl. 19. Alle er velkommen til komme ind og se musicalen. Der er gratis entre begge aftener.
Stykket handler om fyren Chad, som kommer til en lille by i USA. Med sin charme, lækkert hår og sin guitar får han vendt op og ned på byen. Byens piger er helt vilde med Chad, og det har sine udfordringer.
En af hovedrollerne i musicalen er den nørdede Dennis, som er bedste venner med Chad. De følges igennem ild og vand, mens Dennis er forelsket i pigen Natalie, som desværre for ham er forelsket i Chad.
Benjamin Jensen spiller rollen som Dennis, hvilket han er rigtig glad for. Benjamin elsker at være på scenen, hvor han også skal synge solo.
”Jeg glæder mig utrolig meget til musicalen, så folk der ude kan se, hvad vi har arbejdet med. Hele skolen er samlet om musicalen. Vi vil gerne takke alle lærerne for muligheden,” lyder kommentaren fra Benjamin Jensen.
Der bliver arbejdet over hele linjen på Rinkenæs Efterskole lige fra kulissefolkene, kostumer, sminke til skuespillerne, som øver deres roller.
Lise Hansen Karstens er en del af kulissefolkene samt sminke, og hun har to små roller på scenen. Den ene rolle er en statue, og den anden skal hun være en fængselsfange.
”Lærerne gør rigtig meget for alle os elever, og det er rigtig godt at se alle arbejde sammen om at nå målet,” siger Lise Hansen Karstens.

Publiceret 20 January 2014 13:00