IBM KidSmart computerne er et hit hos de yngste. Foto: Mette Henriksen

IBM KidSmart computerne er et hit hos de yngste. Foto: Mette Henriksen

Leg og læring med computere

Haderslev-pædagoger bruger IT som målrettet redskab for indlæring

Af
Mette Henriksen

Børnehavebørn kan sagtens bruge en computer, og hvis de voksne hjælper til, kan computeren styrke børnenes fantasi og læring.
Dette er erfaringen fra Børneinstitutionen Favrdal, som er en af de institutioner, som i slutningen af november 2013 modtog en IBM KidSmart Computer med henblik på at bruge den målrettet til leg og læringsspil. I alt 10 institutioner i Haderslev Kommune er i tæt samarbejde med Pædagogisk konsulent, Birthe Gripping, udvalgt til at modtage en KidSmart computer.
“Både børnene og deres forældre har taget rigtig godt imod ideen med at inddrage it"en i børnenes hverdag,” fortæller pædagog Mette Holst fra Børneinstitutionen Favrdal. Sammen med sine kolleger tilrettelægger hun nøje brugen af computeren, inden børnene slippes løs i det helt særlige computerrum, som børnehaven har indrettet til formålet.

Må gerne være sjovt

“For det meste er det os voksne, som bestemmer, hvilke programmer vi vil bruge sammen med børnene. Den bruges udelukkende sammen med en voksen, så vi kan arbejde hensigtsmæssig og målrettet med den,” siger hun og understreger, at det gerne må være sjov, at benytte KidSmart computeren, bare det ikke kun er “for sjov”.
“Der skal en form for være læring bag de ting, vi foretager os, foran computeren. Det kan være mange ting - børnene kan lære om tal og bogstaver, men de får også styrket deres sociale kompetencer ved at de for eksempel skal vente på, at det bliver deres tur. De hjælper også fint hinanden, når en af dem har svært ved at betjene musen. Mange leger med iPaden derhjemme, så de er ikke vant til den samme finmotorik, som når man arbejder på computeren og med musen.” Mette Holst har desuden oplevet en stor tiltro fra forældrene om, at deres børn ikke bare spilder tiden med ligegyldige computerspil sammen med deres nye, “interaktive ven”. “Vi har udelukkende fået positiv respons fra forældrene. Vi gør også meget ud af, at børnene får noget med hjem i form af gode og lærerige spil. Så er der lidt inspiration til derhjemme.”

Publiceret 20 January 2014 08:15